Uden Titel

William Skotte Olsen (1945-2005)
Olie på lærred 180 x 180 cm

William Skotte Olsen var en fremragende kolorist og en dygtig tegner, som tidligt kom på akademiet, og allerede som 20-årig havde sin debut. Han var i sin person og i sin malestil ekspressionistisk. Desværre tog han mange forskellige stoffer og led desuden af skizofreni, og i slutningen af 70’erne blev han indlagt i 3 år, og derefter var billederne lidt mere stille, men stadig med vellykkede farvepaletter. Derfor deles Skottes billeder ofte op i perioder, hvor dette store oliemaleri er fra den senere periode.

Stort set alle farvefelterne har noget hvidt i sig, og dermed er billedet tonet ned i farverne. Men det røde store felt, som er en klædedragt, står stærkt frem sammen med de rene gule og røde anstrøg, der ligger i den mørke baggrund. Hele billedfladen er malet med hurtige penselstrøg, især i himlen ses penslens bevægelsesmønster fra side til side. Man kan se paralleller til de hurtige penselstrøg af Cobra-maleren Carl Henning Pedersen, som også er repræsenteret i skolens samling.

Billedets motiv er ud over himlen med en enkelt hvid fugl et mørkt landskab med 2 huse og 8 personer. De 8 personer fordeler sig på fire foran og fire mindre bagved. De har alle en glorie, og man kunne foranlediges til at tro, at det er engle. Det forbliver dog gætteri. Men vi ved, at Skotte ofte malede sig selv i rød kjortel, og at mange af hans billeder har religiøse motiver. Skotte blev født ind i en familie, der var stærkt knyttet til Frelsens Hær, og her lærte han tidligt at spille flere musikinstrumenter. Han både spillede og malede med en nødvendighedens ildhu. William Skotte døde af kræft i 2005.

Søg efter en side