Hjem til Århus, hjem til dig og Århus

Bander over, at Aahus amt fastholder ansættelsesstoppet, så jeg ikke kan blive fastansat og komme i pædagogikum. Begynder så småt at være en anciennitetsmæssig dyr dreng at ansætte, da jeg allerede har nulret rundt i flere år som årsvikar i staden. Beslutter mig for at bide i det sure æble og søge vestpå, skønt Aarhus er min by (kommer fra Varde, men hvad har det med sagen at gøre?). Et hurtigt år uden for Ringgaden, og så tilbage – hvad kan gå galt?

Indkaldes til jobsamtale i Herning. Nyder den maleriske togtur over Skanderborg, langs Silkeborgsøerne og gennem skovene ved Engesvang, før landskabet åbner sig, og heden breder sig ud – og ud. Er en smule træt, da Herning Station holder uden for døren, men efter en rask travetur på et kvarters tid, en jobsamtale og en rundvisning går turen tilbage. Tempoet på traveturen er nu faldet til moderat, og det maleriske i togturen erstattet med lang, men ansættelsen er hjemme. Rimelig perfekt – udover at Herning er fuld af krejlere. Jeg er blevet stavnsbundet til gymnasiet i to år: Et år med almindelig undervisning, og først pædagogikum det efterfølgende. Nå, det er vel ikke helt ringe endda, og hvad betyder et ekstra år?

De fordømtes tog

De fordømtes Tog ruller ind på perronen kort før 6:00, så det kan overholde sin afgangstid kl. 6:04. Hilser på Hanne, som er i samme situation som mig, og vi breder os ud i kupeen og går i gang med at forberede dagens undervisning. Udenfor er alt mørkt, og jeg ved, at når jeg skal med toget hjem, vil jeg heller ikke kunne se en dyt. Ikke fordi det er mørkt, men fordi jeg på det tidspunkt sidder og kryber sammen på et af sæderne inde i rygekupeen og prøver på at indhente noget af den søvn, som vækkeuret igen og igen stjæler fra mig klokken 4:40 om morgenen.

Glæder mig til, at pædagogikum er overstået. Trekvart år henne i det føles det efterhånden som Stasi-overvågning med vejledernes kontrol af undervisningsplaner for de enkelte lektioner og lange tirader om pædagogiske tiltag og kunstgreb – som om jeg efter de mange års undervisning inden pædagogikum ikke har undervist flere elever, end de har kastreret grise. Bliver helt glad, da Ivan, min Aarhusianske matematikvejleder, efter min første undervisningstime hos ham tørt konstaterer: Ja, man kan godt mærke, at du har prøvet det før – og derefter ikke blander sig det helt store i undervisningen, medmindre jeg beder ham råd.

Fyrer selvfølgelig en ansøgning afsted, da forårs(gede)markedet åbner op på ny. En frisk, jomfruelig stilling, hvor ord som mat og fys er nævnt i opslaget sammen med en adresse, der ender på 8000 C, det ligger da lige til højrebenet. Slut med De fordømtes Tog, goddaw-igen til et socialt liv, hvor en hyggelig lillefredag med kammesjukkerne på et af Aarhus’ vandhuller ikke nødvendigvis skal slutte klokken 22:00 for ikke at kræve hele weekenden til at regenerere organismen og få sovet ud – oven i dyngen af retteopgaver.

147 ansøgere. Kommer ikke engang til samtale. Sådan noget …

Ramt på stoltheden, men trøster mig med, at kollegaerne i Herning nu også er meget søde. Har det rigtig godt i mat-fys-banden, som endda rykker sig, så den gamle grønskolling kan få sit første højniveauhold i fysik. Det trækker søm ud, så det er en lyst for en teoretisk orienteret fysiker som mig, og tjanserne som festvagt, deltagelsen i de årlige 3.g-kabareter og studieturene trækker med sikkerhed også op i helhedsbilledet.

Gaudeamus? Hvem?

Arbejder han også her?

Falder forbavsende hurtigt til. Begynder i Niels’ kor, og bliver også shanghajet til at deltage i skolens dimissionskor som forstærkning sammen med et par andre håndfulde sang- og festglade lærere, da elevinteressen er begrænset. Præsenteres for det som en helt igennem fornøjelig aktivitet – om ikke andet, så fordi det vil give os mulighed for at smutte fra dimissionen, når Gaudeamus igitur er brølet ud over forsamlingen af studenter, forældre, lærere og jubilarer, og altså før den alenlange strøm af jubilæumstaler tager sin begyndelse.

Sommersolen bager ned over den tætpakkede festsal, som er kogende. Pedellerne fiser rundt og åbner døre, men ikke en vind rører sig. Oppe på scenen, hvor vi står, fortryder jeg at være gået så hårdt til den aftenen før sammen med de uartige drenge og piger – en gruppe lærere, der som jeg mente det var passende at starte med at fejre sommerferiens komme i god tid.

Luftfugtigheden nærmer sig niveauet for tropisk regnskov under rektors beretning, og luftens iltkoncentration styrtdykker – sammen med de stakkels studenters blodsukker. Ansigter, som allerede er blege af søvnmangel og for mange øl dagen før, skifter langsomt over i mere grålige nuancer, mens dimissionskoret fortrækker om bag scenens bagtæppe og åbner porten ud i det fri, så vi i det mindste kan få lidt luft på scenen. Damper af i portåbningen sammen med de andre, mens vi ynkes Niels, der som dirigent er fanget inde i salen. Synet af en håndfuld elever, som må give sig naturen i vold, liste ud ad festsalens vinduesdøre og højlydt ofre til guderne – og det så studenterhuer ikke bliver til studenterhuer igen, før mor har vasket dem med klorin – højner moralen blandt os, og svedende som svin giver vi den gas indtil slutlinjen Semper sint i flore har gjaldet.

Den lægeordinerede overenskomst

Noget, som til gengæld ikke højner moralen, er overenskomsten i 1999. Den indfører lokale lønandele (skolens mulighed for at give lokale kvalifikations- og funktionstillæg) – men amtet sidder tungt på kassen og allokerer ganske få penge til det. Er selv så tosseheldig at opnå et A- og et C-tillæg (Den hårde oversættelse: A: Ka’ du overhovedet undervise, eller hva’? C: Skoletillæg, spøg og skæmt, elevfester, musical osv.), men på bekostning af selvforståelse.

Overenskomsten indfører et nyt anciennitetssystem. Tidligere er man blevet udnævnt til lektor efter 15 år som gymnasielærer, men den periode nedsættes til 5! Så den halvgamle skiderik her må lide den tort at blive overført til lektor fra løntrin 13 og se unge snøbler, som knapt nok er begyndt med at undervise, bryste sig af deres nyvundne titler. Tsk, tsk, verden er af lava … Nå, der følger et udligningstillæg med til os, som er blevet overført på den måde, så økonomisk ser det ok ud … tror jeg … tillægget modregnes delvist i C-tillægget. Ja, ja, fodre hunden med sin hale…

OK 1999 stemmes eftertrykkeligt ned af GL. Omkring 96% af alle gymnasielærere stemmer imod, og flere andre forbund hader også tanken om lokal løndannelse, så i slutfasen står det næsten lige mellem ja og nej. Det hele afgøres af lægerne, og deres forbund siger ja. Jeg har aldrig i min tid som tillidsmand hørt OK 99 omtalt som andet end den lægeordinerede overenskomst.

Også et slags dagsværk…

Men verden går videre, glæder og sorger, hytteture, faggruppeture, studieture, byture og uture, måske bedst eksemplificeret ved en Operation Dagsværks fest. De deltagende elever har fået bevilget en midtugefest, og vi, en lille håndfuld lærere, der fast fungerer som festvagter, tropper op. En tilfældig inspektor, som normalt ikke har med elevfester at gøre, trækker sorteper og bliver sat på som ledelsesansvarlig. En gruppe unge piger – sikkert animeret af en flok frække drenge – besnakker ham til at tillade en konkurrence, som han (som den pæne, ikke helt unge mand han er) ikke har nogen ide om indholdet af. Miss wet T-shirt lyder da også helt uskyldigt. Jeg tror aldrig, at KM og jeg er forduftet så hurtigt fra kantinen for demonstrativt at tage opstilling ved indgangsdøren længst væk fra scene og begivenheder med hver vores øl, lykkeligt enige om, at den sø må den gode inspektor selv sejle rundt i. Men på den anden side giver det rig lejlighed til at mobbe den pågældende inspektor senere på året ved at lade episoden indgå i et vers i en ”julesang”, som (næsten) kan konkurrere med Skovgaards juleshow.

Luk dine små, uskyldige øjne

Se hvad du så og vær glad

Pigen var kåd, T-shirten vår

Du hjalp hende bare i bad

Skyttegravskrigen

Tager et hurtigt ladegreb på Ti-30’eren og klikker låget på efter at have tjekket magasinet for batterier. Propper den ned til computeren i den støvede taske, rejser mig og slynger det hele på ryggen, hvorefter jeg – raskt, uden takt – marcherer ned ad 100-gange og videre ned i bogkælderen, hvor tropperne allerede flokkes. Klemmer mig frem gennem mylderet af stålsatte ansigter, fortsætter forbi sminkerummene og træder ind i ingeniørgangen, der som en underjordisk slange ligger sparsomt oplyst dybt under jorden, indpakket i stål og beton. Bag mig sætter tropperne i bevægelse, og sammen træder vi ind. En underlig stilhed, alt andet end kendetegnende for gymnasieelever, breder sig – måske fordi den smalle gangs vægge, gulve og lofter af beton reflekterer lyden, så selv et uskyldigt nys lyder som et skud – og tyst bevæger vi os de mange kilometer (ahr, det er måske lidt højt sat …) under jorden gennem ingenmandsland, før vi atter kan træde op i sollyset (faktisk fra en lampe) ovre ved 300-gangen.

Det står på det meste af et år. I 2006 forbereder amterne sig på at blive nedlagt. For ikke at blive lukket med alt for mange penge på kistebunden, går de i gang med en lang række vedligeholdelsesprojekter af veje, bygninger og institutioner. Rektor præsterer at få snablen i kassen, og skolen bliver udvidet. En første sal bliver klappet oven på kantinen, en gymnastiksal må lade livet, og en anden bliver ombygget til multisal og dermed en del af den nye 1100/1200-fløj. Et voldsomt støvet år, men resultatet er faktisk godt.

Forventningens glæde er ofte den største – og eneste

Truede dyrearter: Den danske elefant

Bliver kaldt ind på rektors kontor. Undrer mig. Selvom jeg er suppleant for tillidsmanden, er det ikke noget rektor normalt giver sig af med. Det viser sig, at tillidsmanden har forfald, og dagen efter får jeg proppet titlen fungerende tillidsmand ned i halsen. Tre uger senere vælges jeg officielt, og det bliver starten på knap seks år som tillidsmand. I begyndelsen et spændende og krævende arbejde. Der skal ryddes op, indgås aftaler osv., altså på mange punkter et ensomt job. Men efter et års tid er jeg ved at være på plads, ikke mindst takket være støtten fra Bente, min suppleant.

Som TR er der masser af møder, og jeg er da ikke fri for at tænke, at verden går i ring: Togafgangen, når møderne er i Københavnstrup, ligger ubehageligt tidligt for et B-menneske som mig, og tankerne flyver da tilbage til minderne om De fordømtes Tog, når jeg sidder og gumler et morgenrundstykke i stillekupeen klokken kulsort nat. TR-kollegaerne fra de andre gymnasier ser lige så morgenfriske ud som mig, men en god morfar og tre-fire krus DSB-kaffe giver energi til selv at overleve de mest kedelige repræsentantskabsmøder, hvor ministeren sædvanligvis melder afbud, og de rabiate fra de interne fraktioner i GL kridter banen op og fodrer deres hellige køer fra talerstolen i store sale, hvor det altid trækker. Et af de sikre lyspunkter er dog frokostpausen, hvor jeg sammen med TR-drengene fra Ringkøbing-amt-netværket plejer at spadsere en tur forbi Zoologisk have og hilse på elefanterne, hvis de er ude, mens vi plevrer om stort og småt, som rører sig lokalt. Et andet lyspunkt ved de første møder er, at formanden for GL kommer fra Ikast. Det sikrer os de bedste pladser ved aftenunderholdningen, hvor jeg nærmest kan flette tæer med Steffen Brandt. Det får dog en ende …

Okay okay Boys

Fitness-fjenden slår til

Fatter om taskerne med computer og bøger. Vælter ud af forberedelsesrummet (råberummet) og dalrer hen ad gangen. Futterne gør lidt ondt af de mange skridt, især når jeg har været så dum at arrangere gruppearbejde i kantinen eller aulaen. Skolen er blevet stor, og det føles som noget, der er sket hen over natten. En helt ny fløj er blevet bygget til, men skolelivet i byggeperioden har ikke lidt synderligt under det (jeg er ved at være halvdøv). Pludselig møder vi ind efter en ferie, og alt er større. De første dage løber jeg fra Herodes til pilates for at finde de nye lokaler: Er det hurtigst gennem kantinen, eller skal jeg hen over aulaen? Udenfor vinduerne lyser Grønnegården hvidt, så man må have solbriller på, når man skal ud. Venligtsindede alger arbejder dog på at begrænse lysgenerne, hvilket giver ekstra meter i benene til pedellerne. For at skåne dem anskaffer skolen en elektrisk vogn, så pedellerne kan fræse rundt som rene fartbøller med varer på ladet, når gangene er fri.

Ved en af de næste lærerfester efter anskaffelsen af dyret prøvekøres det af motorsagkyndige lærere – Tesla-drømmere med sprit i blodet – men som den ældre, fornuftige lektor jeg nu er (jeg var træt den dag) afstår jeg naturligvis fra det. Ingen tilskadekomne, stor moro, hvem kan ønske mere?

Corona is a Bitch

I matematik snakker vi ofte om kurvers hældning. Hvor stejle er de? Hvordan krummer de? Og som oftest kan vi uden videre finde en passende funktion, som beskriver netop den pågældende kurve, og det uanset hvor heftigt den vokser.

Da Mettepigen drejer nøglen til landet en højhellig onsdag aften i marts, lærer jeg på den hårde måde, at ikke alle kurver kan beskrives med en fiks matematisk funktion. Den læringskurve, som beskriver overgangen fra at gennemføre traditionel undervisning til udelukkende at sidde bag computerskærmen med rendyrket virtuel undervisning, og som skal gennemløbes i løbet af en dag, trumfer alt. Fra min studietid husker jeg vanvittige funktioner, som i deres yderste grænse drøner afsted mod uendelig i et enkelt punkt, mens arealet under dem hele tiden er 1. Men de har i det mindste den godhed at vende tilbage til deres udgangspunkt. Det har den virtuelle undervisning ikke. Coronaen bider sig fast, jeg sidder foran min skærm og underviser elever, der sidder foran deres skærm og (måske) følger med – hvis ikke de ligger i sengen. Frustrerende situation. Skolen er lukket land, kollegaer eksisterer kun som mailbeskeder og en sjælden gang opkald i Teams. Pensum bliver skudt til hjørne – enhver kan se, at det er håbløst at gennemføre en normal eksamen.

Sidst på foråret lysner det, og i starten af juni sker miraklet. Den 16/3, fem dage efter nedlukningen, overtager jeg et blandet matematikhold fra en kollega, som er gået på barsel. 11/6, tre måneder senere, møder jeg dem for første gang face-to-face. Helt speciel fornemmelse. Fra at være en blanding af dårligt belyste kamerabilleder, utydelige aftegninger af personer med falsk baggrund bag sig og intetsigende stillbilleder, forvandles de til rigtige (søde) elever. I sandhed en stor dag. Og jeg nyder hvert sekund sammen med dem det følgende år, og det på trods af at coronaen gør en god del af samværet virtuelt. Men de unge labaner – alle mine hold i skoleåret – hjælper mig op over den lodrette læringskurve og bidrager til at forfine den virtuelle undervisning, så der i det mindste kommer et eller andet fornuftigt ud af det … forhåbentligt … det vil tiden vise … måske …

Den lille røde

Glæder mig til at komme i skole i dag. I 2.r skal vi igen prøve på at finde det lumske x, som altid gemmer sig i matematikkens lumske skyggeland. Uanset hvor tit vi får fingre i det og afslører det, dukker den slambert op i næste opgave, nogle gange endda forklædt som t. Faktisk har jeg kun set det lykkes at finde det en enkelt gang, og det var i folkeskolen.

Og i 2.v vil vi sammen undres over Big Bang uden helt at kunne fatte, hvordan hele universet har kunnet være samlet i en klump på størrelse med ekstremt kogt vandmelon. Senere på eftermiddagen øver vi til årets 3.g-kabaret. Det bliver grineren. Hyggeligt samvær med kollegaerne på tværs af fag og faggrupper, internt fnidder og uenigheder, alle samlet om den ene hyggelige opgave: At fyre en god forestilling afsted som afsked til 3.g-erne, så de har et ekstra minde i bagagen om tiden på stedet.

For hvad er Herning Gymnasium? Er det dets position som byens eneste rigtige gymnasium? (Ja, ja, bevares, jeg er traditionalist. Den røde hue er speciel …) Er det skolens 100-årige historie? Er det de efterhånden monstrøse bygninger, nænsomt knopskudt ud fra en halvgammel grå betonbygning? Er det ældgamle tiders sorteskole, pakket ind i glanspapir, studieture og fester?

Jeg tror det ikke. Alle tingene er selvfølgelig en del af det, men grundlæggende er Herning Gymnasium menneskene i det. Som Mao sagde: Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdens historie (ro på kroppen, jeg har aldrig læst Den lille røde. Citatet er fra et gammelt Kliche-nummer). Herning Gymnasium er eleverne, deres suk og deres jubel, deres lyst til at lære, deres overbærenhed med mislykkede undervisningsforløb, deres udholdenhed når x stikker af og gemmer sig bag på arbejdsark med den nederdrægtige kasserollebøjning, ja det er hele deres unge liv og overgang fra teenager til voksen – eller i det mindste ældre teenager. Herning Gymnasium er lærerne, deres arbejde, deres engagement, deres fællesskab – og ikke forglemme vildskab. Herning Gymnasium er ledelse, sekretærer, pedeller, rengøringskoner, ja enhver, som på hver sin vis bidrager til det fælles mål at give eleverne en solid uddannelse, og som bidrager til det store fællesskab.