Vores dygtige administrative medarbejdere står altid klar til at besvare spørgsmål.
Hverdagen så i 1966 markant anderledes ud for en elev på Herning Gymnasium, end den gør i dag. Det fortæller tre generationer: mormor Aase (student 1966), mor Lotte og sønnen Thomas (student 2024), der hver har en helt unik fortælling om deres gymnasietid.
Der var ikke mange i min familie, der gik i gymnasiet, men pludselig var muligheden der. Jeg boede i nærheden af skolen, som dengang lå i Nørregade, hvor Parkskolen er nu, og jeg tænkte, det kunne være spændende. Der var ikke mange, der gik i gymnasiet på det tidspunkt. Vi var vel kun omkring 6-7%. Jeg kendte ikke andre i min gymnasieklasse, og det var svært, især de første måneder. Der var en barsk tid. Lærerne var hårde, der var mange lektier, og vi havde mange timer, 35 timer om ugen, også timer om lørdagen. Vi havde på fornemmelsen, at lærerne skulle prøve os af, for at se om vi kunne klare de mange lektier. Der var ingen introduktion, eller noget med at vi skulle lære hinanden at kende. Vi sad bare på den samme plads, læste i bogen og lyttede til læreren.
Jeg var ikke den eneste i min familie, der gik den vej, men vi var ikke mange. Jeg har 50 kusiner og fætre. Af alle den var det min farbrors børn, der gik i gymnasiet. Han var præst. Og så mig. Jeg var den første ud af de andre 46. Mine forældre var fra landet, og senere fik min far en af de mange små fabrikker her i Herning. Vi havde det økonomisk udmærket, og der var ikke krav om, at jeg skulle ud og tjene penge. De fleste af mine klassekammerater gik i lære. Det var jo det man gjorde dengang. Vi var to fra min folkeskoleklasse, der gik i gymnasiet. En af de andre piger blev sproglig, og jeg var matematiker. Det var ikke så almindeligt.
Vi var seks klasser på min årgang, 3 matematikerklasser og 3 sproglige. Og det dækkede et stort område, for der var ikke et gymnasium i hverken Ikast eller Ringkøbing. Jeg havde klassekammerater fra Bording, Brande og Videbæk.
Det bedste ved min gymnasietid var kammeratskabet. Med en gruppe meget gode veninder, der støttede hinanden. Uden dem var jeg ikke kommet igennem den første tid. Tre af os boede i Herning og meget af klassens sociale liv foregik hjemme hos os, da de, der boede i omegnsbyerne, ikke kunne komme hjem efter kl. 22, hvor sidste bus afgik fra Herning. I lange perioder var det helt fast, at vi mødtes efter skole lørdag for at kunne gå i byen sammen. Pigerne måtte så overnatte hos os. Det var vores pusterum inden vi skulle tilbage til lektierne igen søndag.”
Vi havde et par meget dygtige lærere. Jeg husker fx Sjødahl, som vi havde til biologi på naturfaglig linje, han var helt fantastisk, og en helt ung matematiklærer der hed Per Mark. Matematikken var noget helt andet da vi kom i gymnasiet. Vi var jo gode til regning, men nu mødte vi mængdelæren. Det kan lyde skørt. I dag har man jo mængdelære i de små klasser, men dengang var det helt nyt i gymnasiet. I starten havde vi ikke engang en bog, kun Per Mark og det, han skrev på tavlen. Men jeg husker bestemt ikke alle lærerne som gode. Nogle af dem var næsten urimeligt hårde.
Skolen i 60’erne er meget forskellig fra nu. Man sad på sin stol, og så var der bog, tavle og kridt, og man skulle kunne bogen udenad. Der var ikke computere og selvstændigt arbejde som i dag. Der var en kort weekend og 35 timers undervisning om ugen. Der var ikke tid til meget ungdomsliv ved siden af skolen. Jeg husker ikke at fravær var noget man havde. Man kom til timerne, og man var forberedt. I dag ved jeg eleverne tager på ferie i skoletiden. Det kunne man bestemt ikke forestille sig dengang. Til gengæld fyldte karakterpres ikke det store. Vi vidste at med en studentereksamen kunne vi komme ind på stort set den uddannelse vi ville.
Efter et enkelt år uden for uddannelsessystemet, som jeg brugte på at arbejde i Stokholm og i Paris, var jeg et smut forbi jurastudiet i Aarhus, inden jeg endte på seminariet her i Herning og senere 38 år som lærer på Herningsholmskolen. Det har jeg været glad for. Langt de fleste fra min gymnasieklasse har taget en uddannelse. Der er mange, der er blevet lærere, og det er egentligt især sønnerne og døtrene af læger, der har taget en universitetsuddannelse.
Ud over muligheden for at tage en uddannelse er kammeratskabet og den måde, vi hjalp hinanden, det væsentligste, jeg tager med mig fra min gymnasietid. Vi blev jo spredt for alle vinde i årene efter gymnasiet, men har senere fundet sammen igen. Facebook har gjort dette lettere, og vi er gode til at møde op, når der er lejlighed til at samles ved jubilæerne.
Når jeg tænker tilbage på min families tre generationer af gymnasieoplevelser på Herning Gymnasium, er det som at bladre igennem et fotoalbum af både mørke og lyse øjeblikke.
Mit eget kapitel i denne familiesaga begyndte i slutningen af 1980’erne. Mit teenageliv var ikke en dans på roser. Eller rettere sagt, det var en dans, men en af dem, hvor man konstant træder sin partner over tæerne og snubler i sine egne ben. Første skoledag mødte jeg op i en grøn træningsdragt med store tudser, for jeg tænkte mere på dyreriget end planteriget, da jeg blev bekendt med, at en første års gymnasium-elev blev kaldt en ”frø”. Så var linjen lagt.
Jeg kom i en sproglig klasse med mange piger og få drenge. Her 35 år efter husker jeg allermest dansktimerne i 1.g. som en decideret kampplads, hvor vi konstant diskuterede og kæmpede for vore holdninger, og hvor vi oftere gik mere efter ”pigen” end efter bolden. Jeg var selv en del af problemet og ikke løsningen, og jeg kan kun beklage over for min daværende dansklærer. Han fik aldrig et ben til jorden og må have drømt om at få orlov på en øde ø, for han trådte vitterligt ind i løvens hule hver eneste gang, han åbnede døren til vort klasselokale.
For at gøre ondt værre fik jeg en knæskade i 1.g., som gjorde, at jeg ikke længere kunne dyrke sport på eliteplan. Det var ikke en let periode, og når jeg kigger tilbage på mit daværende jeg, var jeg kampstridig, irriterende og provokerende, og velmenende råd fra voksne om at jeg blot kunne finde mig en anden hobby at fordybe mig i på trods af, at det var boldspil og sport, der havde fyldt alt i mit liv indtil da, prellede totalt af på mig. Alle andre var totale fjolser. Jeg var en skide sur og uomgængelig teenager.
Efter et udmattende første år besluttede jeg mig for at tage et sabbatår, hvilket hverken mine forældre eller skolens daværende vicerektor, Finn Rosgaard, var glade for. Heldigvis viste det viste sig at være en af de bedste beslutninger i mit liv. I løbet af dette år i udlandet lærte jeg kort og godt på den hårde måde, at min “f*cked up” hjerne fulgte med mig overalt, og at jeg selv var det største fjols. ”Elsk det som er – alt andet er spild af kræfter”. Denne indsigt ramte mig hårdt, men hjalp mig til at vende tilbage og færdiggøre gymnasiet med en større bevidsthed om, hvordan jeg selv er en del af et stort hjul, og at jeg altid kan vælge at bidrage både fagligt og menneskeligt lige præcis det sted, jeg nu engang befinder mig. Samtidigt kan man lige så godt stå fast og øve sig på at gøre sig fri af andres forestillinger om, hvordan ens liv skal være.
Min absolutte yndlingslærer var Visti, vor dansklærer i 2. og 3. g. Han var den, der fik os til at reflektere over vor egen selvforståelse og viste os, hvordan sproget kunne hjælpe os med at finde os selv med udgangspunkt i dyb dansk litteratur, som evnede at beskrive genkendelige følelser og tanker om alting og intet. Han var, uden tvivl, den bedste underviser, jeg nogensinde har haft, og han havde den største læringsmæssige indflydelse på min gymnasietid.
Så når jeg nu sidder her som en 51-årig kvinde – der i øvrigt er blevet både hormonbehandlet og laserkorrigeret og som følge af dette har fået det skarpeste røntgensyn og en klar hjerne – formår jeg at se min fortid i et klart og ærligt lys: Teenageårene er og skal være svære. Også årene i gymnasiet. Lad ingen overbevise dig om andet. Vid til gengæld at det går over. Og vis så dit værd ved at gøre noget svært.
Endeligt en trøst: Livet bliver kun lettere og sjovere med alderen 🙂
Da jeg skulle vælge en skole, kiggede jeg mig lidt omkring. Jeg vidste, det skulle være noget matematisk/naturvidenskabeligt, og jeg oplevede, at folk på stx i Herning virkede mere åbne og lette at tale med. Jeg er fra Videbæk, og mange fra min folkeskoleklasse tog til Ringkøbing, men jeg ville gerne noget andet end de andre fra min klasse. Bylivet i Herning spillede også ind. Det er meget federe her med en større by. Fra min folkeskoleklasse var vi mange, der startede på en gymnasial uddannelse, og selv om nogle er gået ud, er der måske ca. 1/3 af klassen tilbage.
Nu jeg er her, oplever jeg at kammeratskabet her på skolen er noget af det bedste. Jeg har en god klasse, men kender også mange gode gutter fra andre klasser, og selv om det var svært at skifte klasse efter grundforløbet, og man syntes, man startede forfra i studieretningsklassen efter tre måneder, er det også fedt, at jeg har kontakt til mange fra min grundforløbsklasse. De ting, der foregår på tværs af klasserne, er gode, fordi man møder mange forskellige, fx var det en fed skitur, jeg var med på her i 2.g. Der var både nye og gamle venner.
Min bedste oplevelse på Herning Gymnasium indtil videre var dog da jeg vandt konkurrencen og at lave jubilæumslogoet. Min bror og jeg har et lille firma, hvor vi laver film, video og logoer i fritiden, og det er fedt, at nogen synes, det er godt
Når jeg taler med min mor og mormor, som også har gået her, er jeg MEGET glad for, at vi ikke går i skole om lørdagen længere! Ellers tror jeg unge mennesker i dag døjer mere med psykiske ting end tidligere, fx søvnmangel, fordi de ikke kan lægge telefonen væk om aftenen, eller angst pga. karakterpres og hele præstationssamfundet, hvor vi sammenligner os så meget med hinanden. Og så lyder det til vi gymnasieelever pjækker mere end før i tiden. Fx i idræt når det regner, så kan op mod halvdelen af klassen bare blive væk.
Når jeg engang skal videreuddanne mig efter studentereksamen, skal det helt sikkert være med noget ret matematisk eller naturvidenskabeligt. Jeg er ikke så meget for alt det humanistiske. Måske vil jeg læse til ingeniør. Det er der flere der tænker på i min klasse. Det og så tandlæge. Måske kunne jeg godt tænke mig at uddanne mig til maskinmester i Aarhus og senere arbejde på en olieboreplatform. Det lyder som et spændende job, og det giver en del fritid hjemme, så jeg stadig kunne rode lidt med video, film og design.
Det er en vigtig ting ved en studentereksamen, at man har mulighed for det, man gerne vil bagefter. Men for mig er det vigtigste helt sikkert alle de venner, jeg har fået, og det kammeratskab, jeg er en del af. Det er det vigtigste for mig.
