I skolens 50-års jubilæumsskrift er et af de første indlæg et interview med fhv. rektor C. L. Christensen, hvilket dengang blev præsenteret som et ”utraditionelt” bidrag til et jubilæumsskrift. Sådan vil man nok ikke betegne det i dag – 50 år senere – men vi har alligevel valgt at lade os inspirere og inviteret fhv. rektor Søren Brøndum ind til en snak om Herning Gymnasium.

Det følgende er en transskribering af interviewet, som fandt sted på Herning Gymnasium den 9. maj 2023.

Momme Mailund (M): Velkommen, Søren Brøndum – tidligere rektor på Herning Gymnasium gennem. Tak fordi du vil være med.

Søren Brøndum (S): Tak for det, Momme Mailund – tidligere kollega og nu arvtager som rektor på Herning Gymnasium.

M: Rektor i 32 år – fra 1988 til 2020… Så hvad er Herning Gymnasiums DNA?

S: Jeg har jo tænkt lidt over det fordi du har været så sød at sende mig nogle spørgsmål til eftertanke. Det synes jeg jo er en fin måde at gøre det på og lægge op til samtalen.

Jeg selvfølgelig tænkt over, hvad det vil sige. Også at du spørger om, hvad Hernings DNA er. For Herning Gymnasiums DNA kan jo ikke ses uden at skabe sammenhæng til Hernings DNA. Fordi gymnasiet er om noget jo en del af Herning bys historie. Kun 10 år efter at Herning opnåede købstadsrettigheder, fik man et gymnasium, som der var blevet arbejdet med at få lov til at lave i flere år. Når man så spørger om Herning Gymnasiums DNA, som er en del af Hernings DNA, så er det jo det, at Herning som by har intet fået fra naturens side. Man har måttet kæmpe for det, man har selv måttet skabe det, og dybest set handler det jo også om Herning Gymnasium selv. Eleverne får ikke noget forærende på denne egn. De skal selv være med til at skabe det. De skal selv være med til at gøre det. Derfor plejer jeg også at sige, at ordet pligt forstås i Herning og forstås af eleverne. Jeg siger ikke, at de altid gør det – de er jo unge mennesker med alt det der ligger af oprør i det – men de ved godt, hvad pligt er, og de forstår udmærket betydningen af det. Og det at gøre sin pligt, det at påtage sig et ansvar, det gælder elverenes adfærd på skolen. Og jeg synes, at det kommer både til udtryk i musicals, det kommer til udtryk i elevrådsarbejdet, i den måde de holder fester på, altså ÆB – som jo er en ældgammel elevforening, i virkeligheden også set i sammenhæng i Danmark som helhed; det at man meget tidligt havde en elevforening på skolen, det er også interessant.

Det bedste eksempel [på Herning Gymnasiums DNA] jeg har, er den måde, man arbejdet med Darfurnica projektet, som kom til for 10-15 år siden. Elevernes måde at gå ind i det på. På baggrund af en fortælling fra en kunstner, der kom i klemme mellem storkapital og kunstneriske udtryksformer. Jamen, altså, eleverne gik ind i det, eleverne var med i det, eleverne samlede penge ind, eleverne var med til at bestemme, hvad pengene skulle bruges til på skolen i Tanzania – ikke i Darfur-området det siger sig selv, men det blev så i Tanzania – eleverne var lydhøre overfor, hvad det var skolen ønskede. Men de var også ind imellem lidt kritiske ved at sige ”vi synes det måske skulle være noget andet”, så lyttede man til, hvad skolen sagde. Vi sendte studenter derned efter studentereksamen. De kom tilbage og berettede om, hvad de havde set, hvad det havde hørt, hvad de havde fornemmet, hvad de troede, at skolen havde brug for. Og den dialog gik eleverne helt ind på, og det syntes jeg var fantastisk. Jeg oplevede også selv at være dernede. Men det er en fortælling om, synes jeg, at eleverne påtager sig et ansvar. Og det er en meget vigtig del af Herning Gymnasiums DNA.

M: Og tror du, at de gør det mere i Herning end andre steder?

S: Det skal man selvfølgelig passe på med at sige, men jeg tror, det falder dem meget naturligt at gøre det i Herning. Det handler jo også en lille smule om – og det kommer vi mere ind på – det fællesskab, som eleverne har her, som ses som modsætning, som en reaktion på en individualisering. Og det synes jeg, at vi har her. Og eleverne er sig bevidste om det.

M: Nu har jeg jo også være på andre skoler. Og jeg kan godt genkende det, jeg kan mærke en anden ansvarlighed, ’pligt’ kalder du det, i forhold til det at være elev på gymnasiet. ”Nu er det det her, jeg har skrevet mig ind til, og så er det også det, jeg går ind i”, og der bliver stillet nogle krav. Men det regner man så også med. Det med at der bliver stillet krav er ikke unaturligt, det ligger som en helt naturlig del af det. Der er noget, vi skal gøre, for at komme igennem det her.

S: Det forventer man. Og det vil man gerne leve op til.

M: Hvad har været de største oplevelser i skolen i din tid set med dine øjne?

S: Der er jo rigtig mange ting. Nu skal jeg nødigt… jeg vil alligevel gerne slå ned på nogle bestemte ting. Nogle få ting, som er et godt billede på…

M: Altså det er jo 32 år, hvor der er sket meget i uddannelsessektoren som helhed og samfundet…

S: Præcis! Jeg vil sige, det var jo ikke det samme for 30 år siden, som det er i dag. Der er ting, der helt naturligt vil forandre sig. Men altså hvis jeg sådan ser på nogle af de ting, der har været gennemgående i de år, som har været store øjeblikke for skolen og ikke mindst for mig og for det omgivende samfund, så er det ene – ikke bare for at tage det først, men det fortæller alligevel en del – det er lærersamarbejdet omkring det, at vi laver en kabaret, som I også skal have om kort tid. Altså det at lærerne går sammen om at lave en forestilling FOR 3.g’ere i et fællesskab mellem lærere og 3.g’ere, altså: ”Det er for jer, vi gør det. Vi har et fortrolighedsrum. Vi er lidt anderledes, end vi plejer – det tør vi godt være sammen med jer og overfor jer, fordi vi dybest set holder af jer.” Og det samarbejde der, med lærerne og også med dele af staben, der var med i det, altså det var jo hele skolen, der blev involveret i det. Det synes jeg er et fantastisk træk. Jeg har ikke hørt om det på andre skoler, så omfattende som det var. Det er den ene ting.

Den anden ting skal ses i slipstrømmen af de musicals, som man opførte, som jo startede omkring ’90, for alvorlig, altså med årlige forestillinger. Musicalsamarbejdet blev både om eleverne, men det er jo med lærerne i musik, men også her at hele skolen blev involveret i det. Og man deltog hver især med nogle ting. Også det med at holde fest for eleverne, som havde været med i det. Det synes jeg er fantastisk. Jeg har også tit sagt, at hvis den ansvarlighed som eleverne udviste i forbindelse med musical kunne overføres til al anden undervisning, så ville vi lave undervisningsmæssig revolution. – Men det at opleve, det at se, som betød noget, det at jeg oplevede at eleverne til tider nærmest boede på skolen, når de havde store opgaver. De måtte komme her hele tiden. Det var deres skole. Og de kunne udnytte de frie og åbne muligheder som skolen gav.

Og som det sidste, det er jo det øjeblik hvert år… det er dimissionshøjtideligheden, som ER en højtidelighed her på skolen. Og det jeg altid har synes er fantastisk, det er at se de øjne, der udstråler, at nu er vi færdige. Men samtidig er de simpelthen præget af et fantastiske vemod over et fællesskab, der ophører. Eller i hvert fald er tidsmæssigt afsluttet. Det var på den ene side de stabile rammer, som også fjernes, dermed ligger der en frihed i det, men de vidste, at nu var der noget, der ubønhørligt var til ende.

M: Der er en navlestreng, der bliver klippet lige præcis ved dimissionen.

S: Ja. Og derfor sluttede jeg også altid mine taler med, stort set altid, i retning af det med, at selv om de nu var færdige, så var de ikke færdige med Herning Gymnasium. For det fællesskab, de havde fået, det skulle de holde fast i. Det tror jeg betød, eller det ved jeg, har betydet rigtig meget for mange elever at have været en del af et fællesskab. Og så sent som i kirken forleden dag, da jeg kom ud fra mit barnebarns konfirmation, så møder vi gamle elever i København, og de kommer med det samme. Det er jo fantastisk. Og det er gået dem godt. Vi ved jo lidt om, hvad de laver. Det er jo skønt.

M: Det var jo sådan nogle af de store øjeblikke. Hvad med de største omvæltninger?

S: Der er to store omvæltninger. … Det ene handler om indholdet af gymnasiet. Jeg har oplevet, at vi gik fra grengymnasium til valgfagsgymnasium, og fra et valgfagsgymnasium til studieretningsgymnasium i den periode, jeg har været der. Og det har været tre store ting, om end man sagtens kan genkende gymnasieuddannelsen i alle de der reformer. Det er jo ikke at sammenligne med erhvervsskolerne, der oplevede reformer på reformer, stort set hvert år. Så har det traditionelle almene gymnasiale uddannelse været forskånet for hyppige reformer. Der har jo været justeringer, selvfølgelig, men der har været få store reformer.

Det andet store felt er jo selve styringen. Altså, de første halvtreds år var vi et kommunalt gymnasium, det glemme man tit. Så kom de næste tredive år cirka, med amtsligt eje, hvor amterne styrede gymnasierne inden for de rammer, der var. Og en af det ting, der var rimelig positive, hvor Ringkøbing amt gjorde det godt, var fordelingen af eleverne, som takket være samarbejdet mellem rektorerne var relativt gnidningsfrit i amternes tid. Og så kom vi til det, der nok har betydet allermest for Herning Gymnasium. Det var da vi blev selvejende. Fordi vi var under amtet ikke særligt begunstiget økonomisk set, fordi man mente at Herning kunne nok klare sig selv. Det kan man ikke, for vi var jo underlagt et andet styre. Men amtet, Ringkøbing Amt, havde jo travlt med sine nye og mindre gymnasier for at dække det behov, der tydeligt var, og det er jo helt legitimt politisk behov. Man glemte bare, at Herning Gymnasium blev sådan en lille smule klemt; at vi efterhånden blev det største gymnasium, men vi havde ikke fulgt med i tidssvarende bygninger og bevillinger, der passede til det. Det kom så med selvejet, og det ændrede sig der omkring 2006. Og takket være dels at undervisningsministeriet kunne se det og gav tilskud til en udvidelse af skolen, men også takket være de bestyrelser vi fik, som forstod, hvad det var, vi snakkede om, hvad det var for et behov vi havde, ikke mindst to dygtige formænd, der har været i den periode, det gjorde, at vi kunne lave forbedringer af skolen i et omfang, vi ikke bare havde turdet drømme om tidligere. Det er sådan de store ting, synes jeg. Og det er alt samme noget ydre.

M: Jo jo, men de fysiske rammer for undervisningen er jo ikke ligegyldige.

S: Bestemt ikke. De er hverken ligegyldige for eleverne men sandelig heller ikke for lærerne. Fordi jeg synes jo, man har krav på at have de allermest optimale forhold for både at danne sig som elev, men også for at udføre et godt stykke arbejde.

M: Noget af det, folk hæfter sig ved, når de kommer ind, det er både de smukke rammer – særligt i den nye bygning med højt til loftet og åbne vinduespartier – men mange siger også ”Hvor har I meget kunst!” Betyder det noget for undervisning eller for elevernes uddannelse?

S: Det tror jeg. Jeg tror ikke, at eleverne bare stopper op altid; det er der nogen der gør. Eleverne er jo forskellige. Nogen stopper jo virkelig op og betragter kunsten, og jeg kan huske, at der også er kommet nogen og har spurgt om noget med kunstværkerne. Men jeg tror, at det betyder noget, at man er omgivet af smukke ting, men også at folk har villet noget med den kunst – det er jo ikke bare smukke møbler, vi taler om – det med at et kunstværk, som er unikt, ligger der en tanke, et ønske, for ikke at sige en funktionalitet bag, og det tror jeg betyder noget for elever. At de omgås disse ting.

Jeg vil også sige en ting… at respekten for huset, den steg fra jeg kom, kan jeg roligt sige, fordi det var præget af hærværk i 1988 og mangel af respekt for skolens bygning. Og i løbet af få år blev grundholdningen til det totalt ændret. Og det kunne jeg i sig selv fortælle meget om, hvad vi gjorde – det var sådan set også interessant.

M: Hvad gjorde I?

S: Altså hvis du kan huske DSB dengang. De havde kæmpeproblemer og lavede en kampagne, der hed ”ren rejse” – det er mange år siden, slutning af 80’erne – så tænkte jeg, at det må du kunne bruge her. Det handlede også om at få pedeller og rengøringspersonale overbevist om, at når de så noget, der var gået i stykker, noget der havde lidt overlast på den ene eller anden måde, så skulle det fjernes og erstattes af noget der var ordentligt hver gang. Og det var ikke fordi, det var dyre ting, for det havde vi ikke råd til dengang. Men holdningen blandt personalet og pedeller ændrede sig således, at vi gjorde alt for at det hele tiden så ordentligt ud. Og det betød, at det hele tiden så ordentligt ud, og at der ikke var noget skrammelværk, der stod og ikke duede. Og det var i virkeligheden inspireret af DSB.

M: Jeg vil sige, at det er lykkedes meget godt, for vi har ikke problemer med det i dag. Eleverne passer godt på tingene. Det må man sige.

S: Og så også det der med, du ved, at give dem lov til at være i huset. Overalt. Der var ikke nogen steder, hvor de ikke måtte være. Og de må være der lige så længe, de vil. I begyndelsen blev skolen låst af. Det gjorde man på alle skoler. Ved fem-tiden så skulle man ud. Hvilket var helt tåbeligt. Men giv dem lov til at være der og selv…; det eneste krav vi stillede til dem var: I må ikke lukke nogen ind, som I ved ikke er elever på skolen. De lukkede sig selv ud, og så kunne de være her. Og det benyttede de sig af. Også mange af dem, der boede under forhold, hvor de ikke havde så gode hjemlige forhold. Eksempelvis en del af indvandrermiljøerne, hvor der var små børn derhjemme som forstyrrede. Så kunne de sidde her og arbejde uden for skoletiden.

M: Har du et yndlingssted på skolen?

S: Ja… eeehm… jeg har ikke ét, jeg har tre. Må jeg sige dem?

M: Ja meget gerne.

S: Det ene det er festsalen og festsalens scene eller festsalens centrum, som er scenen; alt afhængigt af hvad det er, der foregår ved mikrofonen. Det er et sted, hvor man, når man er optrædende, så kan man se hver eneste elev i salen. Helt tydeligt som om det var et billede. Og det andet er, at de kan se alt, hvad der foregår på den scene. Det er så fantastisk det rum, bygget op med fremragende akustik og ting og sager. Og så står man der og kigger over på kunstværket Darfurnica med alle dets fortællinger til eleverne, som er i dyb kontrast med det, der ellers foregår derinde.

Det er det ene sted, Det andet sted har så først været der de sidste 10 år – det er den anden scene i Aulaen, hvorfra der er kommet enormt gode mere hverdagsorienterede oplevelser. Det er der, hvor der er mulighed for at optræde til fx morgensamlinger.

Det tredje sted det er sådan lidt specielt. Det er i virkeligheden noget, man kun kan opleve ved at gå rundt. Det er alle studenterbillederne, som jo egentligt er også et kunstværk. Måske skolens vigtigste kunstværk. Billederne af alle studenterne, som her på egnen…… jeg ved kikke hvorfor det skete, men det er i hvert fald lang tilbage…, at det ikke var årgange, man tog billeder af, men klasser. Og det er så igen fællesskabet. Hver eneste klasse eksisterer; det er jo enestående, at man har dem. Og det er enestående, at man har dem i sort-hvid. Så har man senere gemt dem i farver også….. Der er noget symbolsk over, at mens de er elever, så er de i farver, men når de er blevet studenter, så er de i sort-hvid. Men det synes jeg er skolens flotteste kunstværk.

Hvis jeg skal pege på ét sted, hvor jeg godt kan lide bare at sætte mig lige stille, så er det faktisk et par pletter ude i Grønnegården, fordi jeg synes at Grønnegårdens eksistens fra at det var en grøn gård, så er det blevet noget anderledes. Så er det blevet et kunstværk. Det jeg synes, jeg godt kunne lide, når det er godt vejr, det er at sidde derude og så høre det liv, der strømmer ud af vinduerne fra undervisningen. Altså, man kan høre, hvad der foregår. Det synes jeg var livgivende. I vinterhalvåret kan man ikke gøre det. Men den fik vi jo faktisk forærende; den er tegnet af Torben Schønherr, men doneret af både Ny Carlsberg-fondet og AP Møllers Fond. Og det var en gave, virkelig en gave. Og flot lavet.  At de kunne lave det rent teknisk, det var ganske imponerende.

M: På skoler er der jo nogle gange nogle fortællinger eller historier. Og som individ hæfter man sig måske mere ved nogle. Har du sådan en yndlingshistore, eller anekdote, hvor du tænker: den der, den vender jeg tilbage til? Eller som har gjort særligt indtryk på dig på et tidspunkt?

S: Der er historier både i den positive ende, og så er der nogen i den anden ende. De er også beskrevet i nogle af bøgerne. En af de første, i den ikke spændende ende, det var en af skandalerne, hvor en klasse var i Prag. Det gik af mange grunde helt galt. Ikke kun af én grund, af mange grunde. Det har været en af de der fortællinger, som betød, at der var ingen klasser der i 25-30 måske 40 år efter rejste til Prag mere. Skolen sagde ikke noget til det, men det lå lidt i luften. Det var så dårlig en historie. Det var en af de dårlige historier. De gode historier… der er mange fantastiske fortællinger og oplevelser knyttet til, hvad eleverne har præsteret undervejs og været med i og givet af store oplevelser. Der vil jeg nødigt ud at fremhæve nogen bestemte, heller ikke mig selv. I nogle af historierne er jeg jo selv en del af fortællingen. Det må andre gøre.

M: Jeg synes jo, at den gode historie er eleverne. Når man kigger i de gamle jubilæumsskrifter, er de der hele tiden, eleverne. Der er ikke nogen tvivl om, at det er dem, vi har været der for som institution gennem alle årene.

S: Jeg kan fortælle en enkelt historie. Den er fra sommeren 2002 præcis på denne årstid. Det var under en skriftlig eksamen, at en lærer fortalte om en episode fra sin undervisning i fransk. At bedst som hun underviste – dengang var mobiltelefoner ikke så udbredte – midt i en fransktime, så pludselig ringer en telefon, og en elev, helt uanfægtet af situationen, tager sin taske op, tager telefonen og siger ”Nej mor, jeg kan altså ikke snakke lige nu, jeg sidder lige midt i en fransktime”, og så lægger hun telefonen væk. Og mere sker der ikke. Læreren var forundret over den uanfægtethed der var. Den historie fortæller jeg så om i forbindelse med dimissionen i 2002, og taler lidt om, hvad er det der sker, hvad tænker moren på, hvad tænker eleven på, hvad tænker kammeraterne på i den situation, hvad er der sket i den forbindelse med at telefonen pludselig ringer. Og bedst som jeg står der og taler, ringer der en telefon i festsalen, og det varer lige nogle sekunder, folks bliver desorienteret, ”Hvad fa’en foregår der?”. Så tager jeg selv min telefon frem, for det er min telefon, der ringer, og så siger jeg: ”Nej mor, jeg står lige midt i dimissionen, jeg kan ikke snakke lige nu”, og så lægger jeg den ned, og så ønsker jeg dem tillykke. Og det mest fantastiske var, at lige i det sekund hvor det sker, ligger der en af Herning Folkeblads fotografer ned på gulvet lige foran og tager billeder af det hele. Og bag mig sidder koret, og der kan man se på billederne, hvordan de går fra forargelse til grin i løbet af en brøkdel af et sekund. Det er sådan en af de sjove historier. Jeg ville ønske at jeg kunne gentage det, men det kan man ikke.

M: Nej, det er nok en once in a lifetime-historie. – Jeg har et spørgsmål, der lyder: Hvad betyder Herning Gymnasium for byen og egnen? Jeg ved ikke om du har sagt det; du har jo ligesom knyttet forbindelsen. Men jeg ved ikke, om du har tænkt noget mere over det.

S: Jeg tror faktisk, at Herning gymnasium betyder meget for egnen, og jeg synes også, at det fortjener Herning gymnasium at gøre. Men det forudsætter selvfølgelig også, at Herning Gymnasium som – og det har været en debat, kan man se, også i de tidligere skrifter – er en del af byens eksistens og bliver respekteret som det, den er. Det skal ikke være en erhvervsskole. Det er et alment gymnasium med de opgaver, som det almene gymnasium har. Jeg har altid sat en ære i også at samarbejde – i det omfang vi kunne – samarbejde godt med byen om det at have det her gymnasium. Og jeg mener faktisk, at der hersker generelt meget stor respekt i byen om det arbejde, man gør, de holdninger vi har, de værdier og den identitet som Herning Gymnasium står for. Det er der i den her by, og på den måde er det ikke bare et gymnasium i byen, en uddannelsesinstitution. Vi er gymnasiet med alle de pligter, der også følger med for skolen til at være det og at påtage sig den opgave. Og det vil sige, vi er ikke til ud fra en nyttebetragtning. Er det nyttigt, alt det vi laver? Det kan man ikke vide. Men det vigtige er, at vi er med til at danne mennesker på skolen her; mennesker, som tager del i det at være en del af Herning alvorligt. Det vigtige er, at verden ikke kun handler om dem selv; dannelse handler om, at de er en del af verden, og det handler om at være det og respektere det, og påtage sig de opgaver, der knytter sig til det. Og på en eller anden måde kan man sige, og det kan man også se, os der har haft lejlighed til at læse dimissionstalerne, at meget af det, vi laver, handler jo på en eller anden måde om at finde balancen mellem individualitet og fællesskab med forskellige grader. Det er vigtigt at se individualitet som noget positivt; ikke som noget negativt men som noget positivt. Men det kan ikke stå alene, det skal stå sammen med fællesskabet. Og det tror jeg, at skolen også er kendt for her. Du lærer at være et ordentligt menneske. Du lærer også at arbejde. Jeg har aldrig oplevet at nogen synes, at vi tager for let på kravene. Det ved man godt… at hvis du ikke lærer andet, så lærer du at arbejde. Men de lærer… i højeste grad.

Det pudsige, er at vi har haft svend Brinkmann i bestyrelsen, og da han udgav den bog, der hedder Ståsteder, var det jo lige vand på vores mølle. Det er det, vi står for. Det at give eleverne et ståsted, identiteter som de kan bruge. Og det ved man godt. Det ved man sandelig godt i det omgivende samfund.

M: Men det er også noget, der er under pres. Stigende individualisering, taler man om i samfundet. Du er selv inde på, at vores uddannelse danner mennesker, og det kan man ikke altid måle en nytteværdi af, så hvordan… nu hvor du har sluppet det…, hvad tænker du om det i fremtiden?

S: Jeg tror, at det er vigtigt at stå fast i, at det er det, vi står for. Der kan være noget lovgivning, der bliver ændret, det skal vi selvfølgelig respektere. Det er vi en del af. Men jeg tror, at det er meget vigtigt, jeg tror faktisk… der vil altid være bølger, der går imod, ikke mindst i en by som Herning, hvor mennesker med vores uddannelse ikke har været talrige altid, men jeg mener stadig, at det har været respekteret, at vi havde vores uddannelse. Vi skal stå fast på, at vi danner mennesker. Det er det vigtigste, vi kan gøre. Man kan sige… hvis vi nu taler om en GPS. En GPS fortæller, hvor du er. Hvis du har tastet ordentligt ind, kan den også fortælle, hvilken vej du skal gå for at komme derhen, hvor du vil. Men det er ikke det, vi giver dem, eleverne. Vi giver dem ikke en GPS, vi giver dem et kompas. Det skal lige tolkes lidt, sådan et, men det fortæller ikke hvor du er, og det fortæller heller ikke, hvor du skal hen. Det kan være et redskab for dig til at navigere hen til der, hvor du vil. Med det fortæller dig det ikke. Men det er den retning og de værdier, og de pejlemærker, som du kan bruge for at komme frem til det, der er dit mål. Men det er jo noget ganske andet end ud fra en nyttebetragtning…. Derfor skal du også som elev gribe, de tilfældigheder, som livet ofte er. De tilfældige muligheder, der opstår; dem skal du ikke være bange for som elev. Tænk sig, hvis vi kunne, det ville være frygteligt hvis vi ikke greb dem. Det synes jeg også, man kan se, når man læser beretninger her i de hæfter vi har lavet, specielt fra 90-årsfødselsdagen [90 studenter fra Herning Gymnasium fortæller], hvor fantastisk tilfældigt det er… nogle tilfældigheder, der opstod i deres liv, som de har grebet, og som de er stolte af og glade for. Det tror jeg, at der altid vil være brug for. Det enkelte menneske er heldigvis også så tilpas oprørsk, at det ikke lader sig putte ned i nogle kasser… det skal det heller ikke

M: Sidste spørgsmål lyder har du et ønske for fødselaren?

S: Ja. Jeg håber – og nu er det jo dig, der har ansvaret, det er ikke mig – at I vil bruge masser af energi på stadigvæk at have diskussionerne om, hvad er det for nogle værdier, vi står for, hvad er det for nogle mål, vi gerne vil have at eleverne opnår, og så arbejde med disse… vi kaldte dem fokusområder – i mangel af bedre, vil jeg så sige – men vi har jo hele tiden set på seks aspekter af det hele, både eleverne og samfundet overfor hinanden, for vi har ansvaret for begge dele. Vi er både elevorienteret, men vi er også samfundsorienteret på en eller anden måde og skal løse en opgave for det her samfund. Og vi både har undervisningen for øje, men også udvikling af undervisningen. Og det sidste –har selvfølgelig også både medarbejderne i fokus men samtidig fokus på også at nå nogle resultater. Vi kan ikke bare gå og hygge os. Vi skal være stolte af, at vi laver nogle resultater med de elever, vi har.  Og det er en del af vores opgave. Men det er jo hele tiden at finde balancen mellem de mange forskellige hensyn, der er. Det håber, jeg at den 100-årige ikke bliver træt af, men at den 100-årige bliver ved med også at have energien til at forny sig. Men også være stolte af det, man har lavet…. Frem til nye tider, hvor man må gøre det så godt man kan.

M: Så der er i virkeligheden den samme pligt, som eleverne har. Den har vi som institution og som ansatte.

S: Du siger det meget smukt, Momme. Ja, det er det – vi har også en pligt. Som en tysklærer engang sagde: når lysten ikke er tilstrækkelig, så må pligten tage over. Det har jeg gået og tænkt over mange gange. Og det er jo et eller andet sted meget rigtigt. Vi skal udføre en pligt en gang imellem, fordi vi er sat på jorden for det. Der er jo ikke en kat, der spørger os bagefter, om vi havde det sjovt. Altså jeg mener, det er fint at have det sjovt. Man må gerne have det sjovt. Men vi har bare også en større mission og vision, vi skal have for øje.

M: Men det kan godt være sjovt undervejs?

S: Det kan det. Og det må det særdeles gerne være. Og det er det dejlige ved at være omgivet af elever. Det er den største gave, man efter min mening kan få som medarbejder. Det at være omgivet af eleverne i den aldersklasse, som vi opererer med, fra de er 15-16 år, til de er 19-20 år. Det er da en gave uden lige. Hold k…, hvor er de sjove. Og de er midt i den der identitetsbrydningstid, som er uvurderlig. Alt det der sker med dem…

M: Tak for interviewet.

S: Tak fordi du ville invitere mig. Tak fordi jeg må komme og se skolen og følge med i naturens gang og skolens gang. Det glæder jeg mig over, hver gang, jeg er her.