Musical på Herning Gymnasium

Allerede i 1924 opstod der er en stærk tradition for ”skoleforestilling” på Herning Gymnasium. I begyndelsen var det overvejende teaterforestillinger, men i 1970’erne begynde der ind imellem også at komme musicalopsætninger. Siden 1991 har opsætning af en musical været en årlig tilbagevendende begivenhed på Herning Gymnasium, som har involveret elever, lærere, pedeller, sekretærer og frivillige, som ikke har deres daglige gang på skolen. To måneder før premieren bobler skolen af aktivitet uden for den almindelige undervisning. Der er indrettet systue i et ledigt depotrum, musikøvelokalerne er udlånt til elever, der vil øve en ekstra gang på et helt specielt nummer, og i kælderen arbejder pedeller og lærere sammen om at få lavet en kulisse. Om det er fronten på en bil eller skabelsen af en eventyrskov, så lykkes det hver gang at få skabt den helt rette stemning! Opsætningerne har spændt vidt siden 1991, hvor skolen havde sin første opsætning med ”Joseph and the Amazing technicoulored Coat” efterfulgt af alt lige fra ”De elendige” over ”Lige lovlig blond” til ”UNG – det værste og bedste”. Den sidste var i øvrigt skrevet af eleverne sammen med skolens dramatiklærer, den eneste musical, der ikke på en eller anden måde havde forlæg fra allerede kendte musicals.

At deltage i skolens musical har på tværs af årgange, på tværs af alder, på tværs af faglig baggrund skabt fællesskab og oplevelser, som er helt unikke. Processen ved at være med i opsætningen af en musical kan indfange og give erfaring med begrebet ”Det forpligtende fællesskab”. Et begreb der er svært at definere, og som skal mærkes som en fysisk og følelsesmæssig erfaring. En erfaring der altid kan genkendes, når man møder den igen. Erfaring med ”Et forpligtende fællesskab” kan ikke planlægges og tvinges frem, men skolen kan give rammer, hvor vilkårene er til stede, for at det sker.

Erfaringerne med opsætning af en musical er selvsagt påvirket af, at eleverne kun er på skolen tre år. Der er dog en fast trup blandt lærere, pedeller og kontorpersonale som hvert år deltager med stor erfaring og entusiasme sammen med en gruppe af mødre til tidligere elever, som formår at tilpasse kostumer og sy helt nye. Erfaringen med rundskårne nederdele er efterhånden ret stor, da det har været en vigtig kostumedel de 4 gange skolen har opført Grease. Sy-mødrene har været med i helt op til 28 år, så de ved hvad det handler om!

Musical har gennem de sidste 32 år tiltrukket elever, som havde interesse for musik og gerne ville være en del af det kreative miljø på Herning Gymnasium. Det har også vakt interesse blandt de elever, som måske ikke fra deres start på gymnasiet, og som ikke bruger en masse tid på det i deres hverdag. De kan have været med som scenebygger, sminkør, PR, kor, kostumemager, orkestermedlem eller solist. Flere af de elever som har fået oplevelser og erfaringer med at stå på en scene, har i deres tid efter gymnasiet forfulgt flere af den slags oplevelser og ligefrem gjort det til deres vej i livet.

 

Denne artikel vil i den kommende tid blive opdateret med en liste over musicals på Herning Gymnasium siden 1991, en ”kendisliste”, input fra symødrene og fra nuværende og tidligere elever og ansatte, som har være med til at skabe musikalsk liv på skolen.

Søg efter en side