Da Herning Gymnasium for første gang åbnede dørene for elever, var uddannelsen tilrettelagt efter 1903-reformen. Før 1903 kunne man blive enten klassisk-sproglig eller matematisk-naturvidenskabelig student, men i 1903 blev det muligt at også at tage en nysproglig studentereksamen. Det mest revolutionerende for 1903-reformen var dog nok, at det blev muligt for piger at komme i gymnasiet.

De første år på Herning Gymnasium var der kun nysproglige elever; først i 1928 startede den første årgang af matematikere.

I 1958 fulgte den næste gymnasiereform med indførelsen af grengymnasiet, hvor eleverne i 1.g startede på enten sprog eller matematisk linje for i 2. og 3.g at vælge sige ind på forskellige grene inden for de to hovedretninger. I årenes løb – både før og efter 1958 – kom der forskellige nye fag til fagrækken, men helt grundlæggende var uddannelsen stadig bundet op på de enkelte fag.

I løbet af 1980’erne opstod der en bevægelse i retning af flere valgmuligheder gennem forskellige ministerielle forsøgsprogrammer, og med gymnasiereformen i 1989 fik eleverne mulighed for ret frit at vælge mellem forskellige fag på mellem- og højniveau. Fagrækken var ikke der ikke ændret væsentligt i, og der blev stadig skelnet mellem sproglig og matematisk linje ved indgangen til gymnasiet.

Ikke mange år inde i den nye reform, kunne man på gymnasierne og i Undervisningsministeriet, og således også på det politiske niveau, konstatere, at elevernes frie fagvalg udvandede de faglige profiler i studentereksamen. De matematiske studenter kunne nedprioritere matematik og naturvidenskab, og de sproglige kunne i nogen grad også nedprioritere sprogene.

Derfor gik man i de første år af det nye årtusind for første gang i det almene gymnasiums historie mere radikalt til værks. Nu ville man den snævre enkeltfaglighed til livs, for det skulle være fokus på tværfaglige kompetencer, og man ville have et opgør med det lukkede klasseværelse og den privatpraktiserende lærer, der nogle steder i det politiske parnas blev betragtet som de sidste levninger fra den sorte skole.

Med 2005-reformen, studieretningsgymnasiet, indførte man ændringer på tre fundamentale områder. For det første erstattede man sproglig og matematisk gren med studieretninger indenfor fire fakultære hovedområder: naturvidenskab, samfundsvidenskab, sprog og kunstneriske fag. For det andet indførte man et obligatorisk ”tvær-fag” eller samspilsfag, Almen Studieforberedelse, der skulle udgøre 10% af uddannelsen, som havde fokus på faglige metoder, og som skulle lære eleverne at anskue en given problemstilling ud fra forskellige videnskabelige metoder. For det tredje erstattede man de gamle prosabaserede fagbilag med udpindede læreplaner med tydelig angivelse af læringsmål i fagene, samtidig med at man fastsatte både præcise undervisningstimetal (uddannelsestid) for de enkelte fag og et timetal for hvor lang tid eleverne skulle bruge på at lave skriftlige opgaver (elevtid).

Overordnet var uddannelsen tilrettelagt med et grundforløb på et halvt år efterfulgt af et studieretningsforløb på to et halvt år med to-tre studieretningsfag samt en række obligatoriske fag og enkelte valgfag.

For både elever, undervisere og ledere var det det nye ”fag”, almen studieforberedelse, der gav flest udfordringer, og holdningerne var delte. Nogle elskede det tværfaglige og den påtvungne nytænkning; andre havde måske ikke problemer med det tværfaglige i sig selv, men de snævre rammer og krav om det tværfakultære blev ikke altid oplevet som fagligt relevant.

Hvor nogle af de tidligere reformer var udtryk for naturlig udvikling som følge af tidens gang, blev 2005-reformen i visse dele af undervisningssektoren nok i lige så høj grad opfattet som et politisk og pædagogisk prestigeprojekt ledet af en stribe indflydelsesrige rektorer med en fortid i ministeriet og nogle aktive og pædagogisk engagerede embedsmænd under en ikke alt for kritisk minister.

Derfor blev der kun få undervisningsministre senere nedsat en hurtigtarbejdende følgegruppe, der skulle skabe grundlaget for en justering. Justeringen kom så i 2017, hvor man ganske vist fastholdt både en del af strukturen i studieretningsgymnasiet – man fastholdt studieretningerne men forkortede grundforløbet til 3 måneder – og fokus på tværfagligt samarbejde, men det nye fag, almen studieforberedelse, røg ud med badevandet, så det tværfaglige nu foregår under friere rammer.