I begge skolens trappeopgange hænger der kæmpeværker af Carsten von Würden. Von Würden er uddannet fra kunstakademiet i 1993. Han bor og arbejder i Sydindien og Danmark. I Herning har von Würden blandt andet også udsmykket byretten.

Værket, vi ser her, hedder “Bøjer mod sig selv”, og det andet værk (i den anden trappeopgang) hedder “Hvorfor tøjre æselet?” Begge titler synes at være meget langt fra det, man som beskuer oplever, når man står foran de kæmpe malerier. På grund af det store abstraktionsniveau er beskueren nok nødt til at opgive at se sammenhængen mellem titlen og selve billedet. Måske har titlen givet mening på et tidspunkt i tilblivelsesprocessen, men som sluttitel sætter den streg under Würdens værk som abstrakt.

Von Würden forsøger med sit formsprog at aktivere beskuerens sanser ved hjælp af farver og former i et abstrakt sprog, hvor malingens taktile egenskaber virkelig kommer frem. Der er mange lag, afskrabninger, påsmøringer – og ja, masser af materiale på billederne. Man får følelsen af, at de indeholder alle farver i de mange lag. Når én farve kommer over en anden, opstår en tredje i blandingen, og hvis dette gøres 100 eller 1000 gange, opstår der en laserende effekt, der netop giver mange nuancer af farver. Von Würden har også brugt shellak, for at få den varme okkerfarvede lasering frem.

Værket er to lærreder, der er sat sammen, og på den venstre del ender malingen med at gå ud i rummet rent fysisk på grund af tykkelsen, og værket bliver tredimensionelt. Den højre del er også lavet med flere lag maling, men det øverste lag, som er en varm okkergul, er påført lærredet med en bred spartel, hvor von Würden har brugt spartlen som et instrument til at lave lodrette striber ned over lærredet.

Der ligger mange timers arbejde i studiet bag malerierne, det er der ingen tvivl om – ikke blot fordi kunstneren er nødt til at vente på, at de forskellige lag tørrer ind imellem, men også fordi det er tydeligt, at der er arbejdet på selve lærredet. Mange nutidige kunstnere, som for eksempel Erik Øckenholt, arbejder meget med idéerne før værkets egentlige tilblivelse. Her er det omvendt, det er selve det fysiske i maleriet, der er kernen i arbejdet. Man får fornemmelsen af, at det er en proces, der stadig er i gang, når man går helt tæt på maleriet. Maleriet er levende – det kommer ud af væggen til os. Det er en formløshed, et flydende billede, der er i proces – og det er et paradoks, at vi ved, at han som kunstner har taget mange beslutninger, for at det firkantede maleri er endt med at se ud, som det gør, og netop det at lave kunst handler om at tage afgørende beslutninger hele tiden. Det er også derfor, mange kunstnere kalder deres kunstnerliv for ensomt, det er jo en lederrolle med stort ansvar hvert eneste sekund, hvor der ikke er nogen sparringspartnere.

Men hvis man har brug for en mere kendt tilgang til værket, må det være landskabsmaleri. På samme måde som meget af Per Kirkebys (1938) kunst bliver kaldt landskabsbilleder. Landskabs- eller naturbilleder er også, hvis man graver ned i jorden eller flyver højt op i en flyvemaskine og tager billeder, for der er ingen horisont, ingen genkendelige former, så traditionelt landskab er det jo ikke. Men både oppefra og nedefra kunne passe på von Würdens værker. Det er abstraktion – men vi kan, hvis vi finder enkelte detaljer, lege, at vi finder en del af et landskab med bugtende åer og bakker. I detaljebilledet kan man især nyde de ekstra nuancer, som kommer frem ved at gå tæt på.