Anders Moseholm startede i sin tid med at være inspireret af den russiske kunstner Malevich og malede helt monokront abstrakt for at forsøge at eliminere det private og det ekspressive. Men han opdagede, at selv farver har en betydningsside, og at vi opfinder fortællingen ud fra selv små anelser af streger, vi ser. Så Moseholm skiftede det helt abstrakte ud med noget mere figurativt. Han fortsatte med sin interesse for farven som stof, men tog også fotorealismen til sig. Han fandt interesse for de tyske malere Gerhard Richter og Sigmar Polke.

Moseholm bruger projektioner af billeder, som han overfører til lærredet, men han tager flere forskellige projektioner oven i hinanden samtidig med, at han laver et lag, som er abstrakte penselstrøg. Desuden sørger han for, at projektionerne ikke males helt færdige, derfor står vi som beskuere midt imellem det abstrakte og det figurative. Altid midt imellem.

Moseholm benytter sig af den fotografiske retorik – det vil sige, fotografiets evne til at sige ”dette er virkeligheden”. Vi har en tro på, at fotografiet viser realiteterne – de fleste ved godt, at mange billeder er redigerede og nøje udvalgte, inden de for eksempel kommer i avisen, men alligevel har de en magi af realisme. Fotoet suger opmærksomheden til sig. Det udnytter Moseholm godt – for vi ser nemlig de små bidder af realisme og begynder straks at spekulere over, hvordan det hænger sammen, eller om det hænger sammen? Derfor opstår spændingen der, hvor motiv og farve udfordrer hinanden, eller der hvor foto og maleri udfordrer hinanden.

Moseholm bruger forskellige oplæg til billederne. I denne serie er det billeder af arkitektur sammenblandet med filmstills. I dette værk er det, som titlen fortæller, fra en Hitchcockfilm. Titlen får os til at lede efter spor. Når vi kigger godt efter, kan vi ane fire mænd, der sidder med våben og kikkert. Men de arkitektoniske elementer og de mange blå nuancer har fået lige så meget plads som filmbillederne. Desuden kan Moseholm godt finde på at drille og tage titlen fra en film og sætte billeder ind fra en anden – igen for at beskueren ikke skal lægge al betydningen i de direkte referencer – sagens kerne er der, hvor materiale og figuration mødes. Det er aldrig rene repræsentationer.

Anders Moseholm er uddannet fra Kunstakademiet i 1994, og gymnasiet har flere malerier af ham, alle fra hans tidlige år, hvor han udstillede ved Studio 1-2.