Billedet af forfatteren Nis Petersen (1897-1943) blev afsløret og ophængt i 1964 i forbindelse med 50 års jubilæet for Nis Petersens og hans klassekammeraters realeksamen fra det, der dengang hed Herning Realskole. Klassekammeraterne har nok været stolte over at have gået i skole med en berømthed, selv om han, da han gik i skolen, mest holdt sig for sig selv. Han fik høje karakterer til realeksamen, men forlod Herning og levede derefter et omtumlet ungdomsliv med skiftende opholdssteder og erhvervsarbejde. I mange år levede han som hjemløs og gik på landevejen som vagabond. Desværre var alkohol et middel til at dulme hans eksistentielle angst.

Nis Petersen havde imidlertid en mesterlig tilgang til sproget og betydelig psykologisk sans, som han gjorde brug af i sit forfatterskab. I 1930’erne til 1950’erne blev han regnet for en af vore største digtere. Han udgav sin første digtsamling “Nattens Pibere” i 1926 og blev særdeles kendt i kraft af romanen “Sandalmagernes Gade”, der foregår i det historiske Rom. Den udkom i 1931 og blev oversat til 15 forskellige sprog. Romanen er skrevet i en bevidst drillende anakronistisk stil, hvor Marcus Aurelius’ tid og den urolige europæiske mellemkrigstid parallelliseres i en moderne journalistisk reportageform.

I dag ved mange ikke, hvem Nis Petersen er, for fra slutningen af 60’erne fandt man ham sentimental, og han gled ud af læselisterne. Som en gammeltestamentlig profet leverede hans sit bidrag til 30’ernes aggressive digtning med sin moraliserende retorik. Han selv og publikum havde fundet en slags trøst i selvpineriet, mente man. Herning havde præget ham meget – han kom aldrig fra hjembyen i følge Nis Petersen-eksperten Jørgen Andersen, og den missionske prægning lå over hele hans liv og værk. Hans eksistentielle angst kommer frem i digtene.

Portrættet er malet af den et år yngre bror, Carl Viggo Garm, kaldet Callevit af Nis og nære venner. Han var kendt som kunstmaler Garm. Garm var maler, billedhugger og forfatter, men levede først og fremmest af sit arbejde i en bank. Nis og Carl Viggo havde kontakt livet igennem, og de mødtes nogle gange i hemmelighed, også mens Nis vagabonderede. De lagde sig så ude i naturen og talte sammen, indhyllet i den samme store vinterfrakke, som de knappede sammen om sig.

Der findes ikke særligt mange tilgængelige værker af C.V. Garm, men i Laven, hvor Nis Petersen levede de sidste år af sit liv, blev der i 1950 opstillet en buste, der også er skabt af C.V. Garm. Busten ligner portrættet meget, og han må således have lavet flere studier af sin bror. De to brødre havde hver sit efternavn, men faktisk underskrev Nis nogle af sine første digte med navnet Nis Garm. Navnet Garm eller Garim har relation til en gård, som engang var i familiens eje. Carl Viggo udgav efter Nis Petersens død hans ungdomsdigte “For Tromme og Kastagnet”. Han har desuden selv skrevet bogen “Gråd og Granit”.

Selv om kunstmaler Garm var kendt som mere udadvendt og selskabelig end sin bror, vidner hans billedkunst om en mørkere forståelse af livet eller i hvert tilfælde en stor empati for broderen og hans liv. Karakteristikken af den dødblege digter i værket udtrykker ærligt nogle mørke, melankolske følelser og netop den eksistentielle angst. Mørket leder tankerne hen på den eksistentielle angst, som Nis Petersen skrev med og om.

Garm maler ind i en nordisk tradition i sin farveskala, hvor en af hans samtidige, Edvard Munch, også er at finde. De dystre mørkebrune, mørkeblå og mørkegrønne farver har enkelte stærke konkraster i kraft af de orangerøde læber og samme orangerøde streger, der ligger i nederste højre hjørne. Portrættet ligner, men kan ikke kaldes naturalistisk. Det læner sig op ad ekspressionismen i kraft af farverne og hele farveholdningen i højre side. Han har forsøgt at skildre broderen med værdighed, en fin stok og flot mørk habit. Det er digteren og ikke vagabonden Nis Petersen, han har malet.