I spejlet lidt skævt til højre i billedet har Beate Skou afbildet sig selv som kunstneren ved sit arbejde. Det viser et skarpt koncentreret og analyserende blik på den blomstervase, hun maler, der står foran på bordet, og som delvis er med i spejlet. Kunstnerens ansigt står i lyse farver markeret med røde, blå og grønne kontrastfarver, som giver ansigtet et karakterfuldt udtryk. Det er ikke en narcissistisk selvpræsentation, men en selvrefleksion, der vil nå til en selverkendelse.

Beate Skou har blandet hvid i næsten alle farverne og dermed fået nogle sarte pastelnuancer frem. Det lysegrønne uden for vinduet, den kolde lyslilla i vindueskarmen, den varme lyse gule i bordpladen og den megen hvide i hendes hår og bluse. Hvid er også brugt som modpol til skyggerne – lyset der strømmer ind fra vinduet reflekteres med den hvide farve på hele billedfladen. Beskueren får et indtryk af et lyst rum på en dejlig solskinsdag, og der trækkes tråde til den franske impressionisme.

Derfor kommer selve ansigtet til at stå i kontrast til resten af billedet, og det skaber en spænding, der gør værket interessant. Selvfølgelig kan man sige, at rent praktisk er det svært at sidde og koncentrere sig om at male og iagttage, samtidig med man laver en festlig grimasse – men nu er det kunst, så kunstneren bestemmer selv! Beate Skou har afbildet sig selv som den kvindelige kunstner, der vælger at sidde indenfor og arbejde i stedet for at sætte sig ud i de havemøbler, vi ser uden for vinduet i haven.

Beate Skou er kendt for sin sikre hånd og blik for portrætkunsten, men kan et selvportræt være objektivt og neutral gengivelse? Kunstnerens evne til at omsætte en uhåndgribelig oplevelse i et visuelt materiale er en af årsagerne til, at selvportrætter ofte betragtes som afslørende eller som sande udtryk for oplevelsen af det at eksistere. Men her bliver vi snydt – som et første modargument, som slår hele klicheen ihjel, er, at et selvportræt ikke blot består af et ansigt, personen har også en krop!

Beate Skou blev uddannet fra Kunstakademiet i København i 1966, hvor hun også supplerede sin uddannelse med en kunstpædagogisk overbygning på Kunstpædagogisk Skole. Dengang var idealet for en vordende kunstner stadig den klassisk skolede tilgang til kunsten med rødder tilbage i det antikke Grækenland. Ud over at være en fin portrætmaler er Beate Skou også en dygtig landskabsmaler. Skolen har flere værker af Beate, der iblandt også en lille mus støbt i bronze. Det er denne evne til at se det smukke i det meget små, Beate Skou besidder.

Hun underviste på skolen i formning med kunstforståelse, i en årrække fra 1970. Hun underviste side om side med sin mand, Knud Erik Skou, som også er uddannet fra kunstakademiet i København i 1964 og ligeledes havde den kunstpædagogiske overbygningsuddannelse. Det var i første omgang Knud, der blev ansat ved fagets oprettelse i gymnasieskolen i 1967. Meningen var, at faget skulle varetages af ”rigtige” kunstnere, der samtidig skulle have tid til at skabe deres egen kunst. Beate og Knud Erik Skou har begge klaret at fortsætte en fornem karriere som kunstnere samtidig med deres ansættelse på gymnasiet, og begge har været meget aktive indenfor kunstsamfundet i lokalområdet.