Sabhan Adam er en autodidakt syrisk kunstner, men han har efterhånden fået en international karriere og har blandt andet solgt værker til British Museum i London. Syrien halter bagud i forhold til samtidskunst. Man har et haft Kunstakademi i Damaskus siden 1960’erne, men man er stadig primært kun nået til modernismen. Der er kulturelt for langt til New York og London og andre kunstmetropoler, og udviklingen går meget langsomt. Til gengæld har der takket være præsident Assads økonomiske reformer været en økonomisk opblomstring og dermed en mulighed for flere kunstnere til at sælge deres værker. Men så kom oprøret og omverdenen har set noget af bagsiden af den politik, der er blevet ført det sidste årti i Syrien.

Rektor Søren Brøndum var så heldig at møde kunstneren personligt på en rejse til Syrien i efteråret 2010, inden konflikten brød ud, og fandt interesse for Adams kunstværker. At man tager kunstværker af den størrelse og kaliber med hjem, vidner om vilje til at ville det fremmede. Det viser en ægte interesse for kunst og et ønske om at formidle det videre til andre interesserede.

Sabhan Adams kunst er autobiografisk og selvanalyserende. Det vil sige, at han bruger sin kunst som en form for terapi. De forvirrede ansigter er baseret på ham selv – både fysisk og psykisk. Disse selvportrætter, med en meget personlig udført tegnestil, bliver placeret på deforme kroppe, der minder om kroppe, man ser i mareridt. Kroppene bliver som regel malet i tykke lag maling og i stærke farver – det kan være i striber eller andre mønstre, men ofte er der én dominerende farve, som i det afbildede værk, “Uden Titel”, hvor farven er varm orange, med skinnende bronze på en form for kappe og sort inden under og desuden et lille bælte af alle regnbuens farver i stærke pangfarver.

Den store skinnende kappe er en vigtig del af kompositionen af billedet – det er så at sige prikken over i’et i forhold til at skabe det abstrakte, det som gør kunstværket interessant som kunst. Det er også en klar stillingtagen fra en kunstner, når han lader så meget af lærredet (Adam bruger mørke lærreder) stå tomt. De to elementer til sammen er modige, og viser han er en dygtig samtidskunstner.

Det er også interessant, at disse amorfe selvportrætter altid tager direkte øjenkontakt med beskueren. Det har en psykologisk power, når mennesker kigger direkte på den måde – også når mennesker i malerier gør det. Og når det som her er et menneske med tre øjne! Værkerne hænger dog ret langt oppe i forhold til at mærke øjenkontakten intenst, men hvis man stopper op et øjeblik, vil man se det.

Som beskuer kan man næsten ikke undgå at overveje: ”Hvad er der dog galt med den mand, som påstår, at han laver selvportrætter, men de ligner monstre?”. Adam siger selv, at det er vrede. Han er indædt vred på den verden, han lever i. Medierne, regeringen, uretfærdighederne. Han elsker sin familie, men lever som i et fængsel i Syrien. Derfor er disse værker faktisk meget politiske – som nazisterne brændte al kunst, der ikke var naturalistisk, på samme vis oplever kunstnere i for eksempel Kina, og her altså i Syrien, at frihed til at tegne, male og skrive, hvad man vil, ikke altid er en menneskeret.

En anden indgangsvinkel til Adams kunst er at se på den som ekspressionistisk. Det vil sige, at han udtrykker følelser gennem hver streg og malerklat. Så vil man netop tænke, at det er en sjæl, som lider. Det er ikke for sjov, at mange psykologer bruger tegninger, når de skal tale med børn om svære følelser.

Sammen med dette billede er der to andre værker, der ligeledes forestiller mænd med groteske kroppe og ekspressive hoveder.