v. 25-års jubilar Glenn Lillelund Pedersen

Jeg mindes tilbage på mine 3 år på Herning Gymnasium som en skøn periode i mit liv. Det var på mange måder en sorgløs tilværelse, hvor faglig læring, sammenhold, fester og personlig udvikling gik hånd i hånd. Selvom det er 25 år siden, jeg blev matematisk student, så tænker jeg ofte tilbage på min egen gymnasietid og hvordan de 3 år på Herning Gymnasium var med til at skabe min identitet og hvem jeg er i dag.

Jeg gik i y-klassen, som var en vidunderlig klasse. Vi var livlige, fulde af håb og nysgerrige på livet. Mange af os tog ikke tilværelsen alt for alvorligt, men fokuserede mere på at leve i nuet, have det sjovt samt skabe gode relationer til hinanden. Så ved jeg godt, nostalgien har en forunderlig evne til at sortere de dårlige oplevelser og de sene nattetimer med afleveringer fra og tilbage står ofte kun de gode minder.

Jeg var hverken den dygtigste eller den flittigste elev, men jeg elskede at gå på Herning Gymnasium. Jeg elskede især den specielle atmosfære, der er på Herning Gymnasium – det har altid summet af læring, dannelse, venskaber, godt humør og ungdommens gåpåmod. Indenfor disse rammer befandt jeg mig utrolig godt og jeg har i dag svært ved at forstå, der er gået 25 år siden jeg blev student, da så mange gode minder stadig står krystalklar i min hukommelse. Men når man på den anden side tænker på, Herning Gymnasium fik installeret internet, da jeg startede i 2g i sensommeren 1996, ja så føles det nærmest som en evighed siden.

Efter gymnasiet havde jeg planlagt, at jeg ville have 2 sabbatår, inden jeg skulle i gang med en uddannelse, men forskellige begivenheder og muligheder gjorde, at de 2 sabbatår blev til 5 sabbatår. De sidste 3 sabbatår arbejdede jeg som måleteknisk assistent ved Landinspektørcentret i Herning. Derfor lå det også lidt i kortene, jeg skulle læse til landinspektør på Aalborg Universitet. I 2003 startede jeg på Aalborg Universitet, dog ikke på Landinspektørstudiet, men på Geografistudiet, da jeg var begyndt at interessere mig meget for problematikkerne vedrørende menneskeskabte klimaændringer og derfor gerne ville være klimaforsker. Den plan fulgte jeg minutiøst de næste 3 år, men da jeg var færdig med min bacheloruddannelse og skulle i gang med min kandidatuddannelse, opstod der en anden mulighed, da jeg lidt ved en tilfældighed blev tilbudt et årsvikariat som gymnasielærer. Jeg tog imod vikariatet og fandt hurtigt ud af, at det faldt mig meget naturligt at undervise, samtidig med det gav mig utroligt meget positiv energi at opleve elevernes glæde og stolthed over at klare de faglige- og udviklingsmæssige mål, som vi i fællesskab arbejdede hen imod. Da vikariatet var slut, besluttede jeg mig for ikke at starte på kandidatuddannelsen på Geografistudiet, men begyndte i stedet på Historiestudiet på Århus Universitet. I juni måned 2009 sendte jeg en uopfordret jobansøgning til Herning Gymnasiums daværende rektor Søren Brøndum. Til min store overraskelse ringede Søren til mig få dage efter og bad mig komme til jobsamtale. Da jeg kom til jobsamtalen, var det første Søren sagde, da han så mig: Nej er det dig. I situationen var jeg ikke helt sikker på om han mente det positivt eller negativt, men eftersom jeg forlod jobsamtalen en time senere med en fastansættelse, så er jeg temmelig sikker på, han mente det positivt.

Da jeg startede som lærer på Herning Gymnasium spurgte flere af mine kollegaer, om det ikke var mærkeligt at komme tilbage som lærer på sit gamle gymnasium. Nej den følelse har jeg aldrig haft. For mig var det nærmere som at komme ”hjem” igen. Hjem til det sted, som havde givet mig så mange gode minder og lært mig utroligt meget.

Jeg er nu i gang med mit fjortende år som lærer på Herning Gymnasium og når jeg kigger tilbage på hvordan skolen har udviklet sig de sidse 25 år, så er der sket store forandringer på en række områder. Skolen gennemgik større udbygninger og renoveringer i 2007 og i 2014, så vi fik mere plads. Plads til flere studieområder, flere undervisningslokaler, nyt lærerværelse, nye topmoderne laboratorier og øve-rum, et auditorium samt et helt nyt aulaområde. Selvom skolen i dag fremstår som en moderne og nytænkende uddannelsesinstitution, så kan det godt overraske, vi stadig bruger kridttavler i den daglige undervisning. Men kridttavlerne er et bevidst valg fra vores side.

Udover de fysiske rammer har ændret sig de sidste 25 år, så har den måde lærerne møder eleverne på i dagligdagen også ændret sig. For 25 år siden var skellet mellem lærer og elev generelt større end det er i dag og der var ofte ikke den store forståelse fra lærerens side, hvis elever var kommet bagud med lektier og afleveringer. I dag er rummeligheden blevet større og vi prøver i højere grad ved hjælp af dialog med eleverne at finde ud af, hvorfor de er kommet bagud. I dag lægger vi meget vægt på at se det hele menneske i eleverne, hvor trivslen både fagligt, socialt og privat gerne skal være i orden, så eleverne har de bedste forudsætninger for at præstere i gymnasiet.

Gymnasiet har altid være et sted, hvor eleverne skal præstere fagligt. Gymnasieelever har generelt altid være ambitiøse unge mennesker, men der har gennem flere år været en offentlig debat om at danske unge føler sig presset blandt andet på grund af karakterræs og jagten på drømmeuddannelsen. I dag er der også flere elever end tidligere, der tidligt i deres uddannelsesforløb, har lagt en detaljeret karriereplan og som for nogens vedkommende kan være svær at leve op til.  I den sammenhæng er det vigtigt, vi som lærere har fokus på og tør fortælle vores elever, at selvom det selvfølgelig er vigtigt, de arbejder hårdt for at få gode karakter til eksamen, så er det også vigtigt, de husker at give sig selv tid til at være unge. Unge til at fjolle rundt, lave fejl, ændre retning, være sociale, have kærester og nyde deres ungdom.

Til slut vil jeg som 25 års jubilar gerne fortælle en historie fra mit eget liv om hvordan livet ofte ikke går som man regnede med, da man var ung. Når jeg tænker tilbage, så er det en blanding af karriereplanlægning, nyopståede muligheder og tilfældigheder, der gjorde jeg blev gymnasielærer. Vi blev studenter i sommeren 1998 og så vidt jeg husker var der kun én af os fra y-klassen, der ville læse direkte videre på universitetet. Det var min gode ven Martin, han flyttede til Århus og læste fysik. For mit vedkommende viste jeg ikke, hvad jeg ville bruge min studentereksamen til. Jeg havde som sagt planlagt 2 sabbatår, de blev tilfældigvis til 5 sabbatår. Jeg startede planmæssigt på Universitetet, da jeg ville være klimaforsker. Jeg fik ved en tilfældighed muligheden for at blive årsvikar på et gymnasium. Jeg ændrede kurs midt i min uddannelse og jeg sendte tilfældigvis en uopfordret ansøgning til Søren Brøndum i 2009, der gav mig muligheden for at blive gymnasielærer. Så pointen er, at selvom man tidligt har karriereplanen klar, så bliver planen ofte påvirket af nyopståede muligheder og tilfældigheder, der gør at man måske ender på en anden hylde end oprindeligt planlagt.

Nå ja hvordan gik det Martin fra min gymnasieklasse? Ham sidder jeg tit og spiser frokost med, da han også kom tilbage til Herning Gymnasium som lærer, endda et år før mig. Stadig den dag i dag kan vi sidde og grine højlydt, når vi snakker om vores egen gymnasietid – en tid der gav os grunduddannelsen til livet.