Efter fire måneder havde jeg solgt omkring tredive t-shirts, og pludselig modtog jeg et brev fra Louis Vuittons hovedkvarter i Paris: De skrev til mig, at det var en prisværdig kampagne, jeg havde startet, men at tasken på tegningen lignede deres Audrataske, og at jeg derfor havde overtrådt deres designrettigheder. Jeg skulle fjerne tegningen fra nettet med det samme og lukke for salget af t-shirts. Til at starte med var jeg mest forundret over, hvordan de havde hørt om kampagnen. Samtidig tænkte jeg, at det ikke var op til dem, hvad jeg skulle tegne. Der er utallige eksempler på kunstnere gennem tiden, som har lavet referencer til kendte mærker og produkter i deres værker, så jeg tænkte: Hvis de må, så må jeg også. Derfor skrev jeg tilbage til Louis Vuitton og mindede dem om kunstnerisk ytringsfrihed, og jeg foreslog dem at støtte Darfur i stedet for at prøve at lukke kampagnen ned. Jeg hørte ikke noget i to måneder, men så kom der er nyt brev, og denne gang var det fyrre sider langt.

Det nye brev viste sig at være dommen i en retssag, som Louis Vuitton havde afholdt, uden at jeg var blevet informeret eller inviteret, og nu havde jeg tabt. For hver dag jeg fortsatte med at vise mit værk eller sælge mine t-shirts, skulle jeg betale 112.000 kroner i bøde. Nu var det pludselig alvorligt. Jeg var rasende, forvirret og fortvivlet. Hvordan kunne dommeren forbyde mit værk uden at høre min side af sagen? Jeg havde lagt alt mit hjerteblod i min kampagne, og nu kom der pludselig et stort firma og lukkede det hele ned. Jeg talte med min far om brevet, og han sagde:
– Det er godt nok et stort firma at lægge sig ud med, men hvis du gør det, skal du finde en advokat og ringe til pressen. Det her handler ikke kun om dig, det er en principsag om kunsten.
Jeg var utrolig bange, men næste dag ringede jeg til en hollandsk avis og fortalte om den forbudte tegning. Næste morgen udkom avisen med en ganske lille historie om dommen, og fire timer senere stod der tre tv-hold i min stue. Historien eksploderede i den internationale presse, og det var en fuldstændig surrealistisk oplevelse. Jeg havde ønsket at skabe opmærksomhed omkring Darfur, og nu ringede aviserne fra hele verden. Det var svært at navigere i denne mediestorm, men jeg prøvede at formidle min research, så godt jeg kunne. Salget af t-shirts eksploderede også, og blot på den første aften kom der femhundrede bestillinger. Først blev jeg glad, og så gik det op for mig, hvor svær logistikken ville være i at få alle pakkerne på posthuset, da jeg stadig gik meget dårligt. Opbakningen væltede også ind på andre måder. Jeg modtog flere tusind mails i døgnet fra alle dele af verden. Mange skrev til mig, at de selv havde haft de samme tanker om, hvordan massemedierne fungerer, og at mit værk havde rørt dem. – Bare klø på, skrev de. Du er ikke alene.

En dansk advokat så et indslag om sagen i TV-avisen og kontaktede mig for at hjælpe. Han og hans franske kollega overtog kommunikationen med Louis Vuitton, som var rasende. De sagde, at jeg straks skulle stoppe med at tale med pressen. I stedet inviterede de os til et møde i Paris, så vi kunne tale sammen og se, om vi kunne finde ”common grounds”.
Da vi trådte ind i the Louis Vuitton Mansion, var det første jeg bemærkede, at alt har Louis Vuitton mønster. Gulvtæpper, tapet, sofaer, sofapuder, kopper… Og jeg tænkte, at det nok blev svært at overbevise dem om, at tasken på min tegning kunne betyde andet. Før mødet kunne starte skulle jeg underskrive en tavshedserklæring, hvor der stod, at det ville få store konsekvenser, hvis jeg nogensinde nævnte, hvad der blev sagt ved mødet. Jeg ville ikke skrive under, for jeg havde forstået, at mit eneste kort på hånden var min stemme. Men til sidst måtte jeg overgive mig. Uden tavshedserklæring, intet møde. En af deres kvindelige repræsentanter startede med at fortælle, at de havde læst alt på min hjemmeside, og de var enige i mine betragtninger om massemedierne, men at de ikke kunne tillade brugen af deres taske i sammenhæng med et folkemord. De mente, at når folk kiggede på min tegning, ville de automatisk bebrejde Louis Vuitton for folkemordet i Darfur. Hun fortalte, at hvis jeg frivilligt ville fjerne tegningen fra min hjemmeside, aldrig vise den til nogen igen og destruere lageret af t-shirts, så kunne de tilbyde mig nogle ting. Louis Vuitton har stor indflydelse i kunstbranchen, og de kunne med det samme sørge for, at jeg kunne udstille på de største museer, og i de bedste gallerier i verden. De ville også hjælpe med at distribuere bogen Not on Our Watch i Europa, så kunne den måske inspirere andre, og vi kunne lave nye kampagner – uden tasken.

Herefter fik jeg muligheden for at fortælle om tankerne bag værket. Jeg fortalte om min oplevelse i campingvognen, om min research om Darfur, og jeg forklarede, at kritikken i værket ikke var møntet på dem personligt men handlede om pressen. Jeg delte også nogle af de værste eksempler på grusomheder i Darfur, indtil jeg blev afbrudt af deres hovedadvokat, som råbte mig ind i hovedet. Han råbte, at jeg tydeligvis var for dum til at tage imod deres tilbud, så i stedet kunne han fortælle, hvad der ville ske, hvis jeg ikke stoppede frivilligt. Min gæld fra dagbøderne var nu på flere millioner kroner, og det ville kun blive værre, sagde han. Jeg ville få så meget gæld, at jeg aldrig ville kunne tjene en krone. Deres indflydelse i kunstbranchen kunne de også bruge imod mig, de kunne sørge for, at jeg aldrig nogensinde kom til at udstille igen. Og lige nu syntes pressen, at det var synd for den lille pige mod det store firma, men det kunne de lave om på ved at plante nogle falske historier om, hvad jeg havde brugt t-shirt-pengene til. Jeg sad i min stol og svedte og havde hjertebanken. Jeg kunne godt se, at hans rolle var at intimidere mig, men det virkede.
Så var der en kort pause, hvor vi fik lov til at gå ud i haven. Jeg var bange, men mest rasende. Det eneste jeg ville var at fortsætte kampagnen. Men mine advokater hev i en anden retning. – Det, du har lavet, ligger i en gråzone, sagde den franske advokat. – Vi kan sige, at det er kunst, men de kan sige, at det er modedesign. Og det kan tage op til ti år i retten at afgøre, så du skal overveje, om du vil bruge ti år af dit liv på det her. Og så tilføjede han: – Det er en skam, at du ikke har lavet et mere klassisk værk som olie på lærred. Så ville du have kunnet male lige, hvad du ville.

Da vi kom ind igen, havde Louis Vuittons advokater forberedt et forlig, hvor jeg skulle skrive under på aldrig at vise Simple Living-tegningen igen og give en offentlig undskyldning. Det nægtede jeg at skrive under på, og efter et langt skænderi mellem advokaterne fik vi endelig lov til at gå. Den følgende uge forhandlede vi videre. Men det eneste jeg ønskede, var at fortsætte, og det eneste de ønskede, var at stoppe kampagnen.

Regningen for mine egne advokater var allerede på over hundredetusind kroner, og det blev hurtigt tydeligt, at jeg slet ikke have råd til et forsvar. Jeg var malet op i et hjørne. Uden at skrive under på noget, fjernede jeg tegningen fra min hjemmeside og lukkede webshoppen, mens jeg græd og græd. Jeg måtte finde en måde at fortsætte mit arbejde på uden disse juridiske udfordringer.

Selvom min kampagne fik en brat og uretfærdig afslutning, havde hele oplevelsen gjort et stort indtryk på mig. Jeg vidste, at jeg ville fortsætte med at lave kunst om aktuelle emner. Og oplevelsen af at have startet en kampagne og fået støtte af alle mulige mennesker, havde været fantastisk. Til gengæld havde det været antiklimaks at give alle de indsamlede penge videre til en anden organisation, fordi jeg ikke vidste, præcist hvordan de blev brugt. Derfor besluttede jeg at starte min egen forening: Simple Living Komitéen. Herigennem ville jeg bruge en del af min kunst som platform til at lave humanitært arbejde, og det første mål var at sende brugt hospitalsudstyr til nogle af de bombede hospitaler og sundhedsklinikker i Darfur. Jeg kastede mig over dette projekt, mens jeg samtidig tænkte meget over, hvordan jeg kunne føre ideen fra Simple Living videre.

Jeg huskede advokatens ord om, at hvis bare jeg havde lavet et oliemaleri, havde der ikke været problemer. Jo mere jeg tænkte på oliemaleri og krig, jo mere kom jeg til at tænke på Picassos berømte værk, Guernica. Og en morgen slog det mig: Jeg kunne lave et moderne Guernica! En parafrase i samme størrelse som originalen: 350 x 776 cm, og her kunne jeg male drengen med tasken og hunden for at vise, at jeg ikke havde overgivet mig, og samtidig kunne jeg male alle de andre aspekter i historien om Darfur. Jeg lejede et hjørne i en hollandsk lade og lånte penge af mine forældre til at kunne købe så stort et lærred. På min hjemmeside skrev jeg, at jeg arbejdede på et moderne Guernica og inviterede folk til at komme med forslag til indholdet. Guernica byggede på sin egen samtids presse: Sort/hvide avisfotos. Darfurnica skulle afspejle mediebilledet i dag: Fragmenteret, farverigt og en rodet blanding af nyheder, reklamer og underholdning. Jeg inkluderede nogle af de kendishistorier, som har fået mest presseomtale under folkemordet i Darfur, f.eks. da sangerinden Britney Spears fik et nervesammenbrud og barberede sig skaldet. Samtidig malede jeg nogle af de historier om Darfur, der har gjort størst indtryk på mig, som da den sudanesiske regering indkøbte russiske bombefly og malede dem hvide med FN-logo, før de fløj ind i Darfur og bombede landsbyer. Efter halvandet år var Darfurnica færdigt. En gallerist i København havde fået arrangeret, at Darfurnica skulle udstilles i Odd Fellow Palæet. Jeg glædede mig inderligt til at dele værket med publikum og fortsætte, hvor jeg slap med Simple Living-kampagnen. Samtidig med udstillingen indsamlede jeg hospitalsudstyr til Darfur, og publikum blev inviteret til at tage med ud at pakke containeren, hvis de havde lyst.

Udstillingen var utrolig velbesøgt, og jeg stod hver eneste dag i Odd Fellow Palæet og talte med publikum. Efter en måned kørte jeg hjem til Holland, fuldstændig udmattet. Men på min dørmåtte ventede endnu et brev. Louis Vuitton havde også besøgt udstillingen og havde taget et foto af Darfurnica, hvor man kun kunne se drengen med tasken og hunden. De havde kørt en ny sag imod mig, denne gang ved retten i Haag, og igen havde jeg tabt. For hver dag jeg fortsatte med at vise Darfurnica, skulle jeg betale 40.000 kroner i bøde. Jeg var dybt chokeret. Jeg udstillede et oliemaleri på lærred i Danmark og var alligevel blevet idømt dagbøder. Dommeren mente, at jeg solgte ”konkurrerende produkter”, og havde endda givet grønt lys til, at en foged måtte konfiskere værket. Jeg havde ikke flere penge end i første omgang, men jeg vidste, at jeg måtte kæmpe. Hurtigt fik jeg hjælp af to unge, hollandske advokater. De arbejdede for et firma, der primært tager sager om ytringsfrihed og mente, at min sag var en vigtig principsag. Jeg forsøgte at starte en online indsamling til mit forsvar, og samtidig begyndte vi at arbejde på sagen. Vi skulle bevise for dommeren, at forbuddet mod Darfurnica var et stort overgreb på både kunstnerisk- og generel ytringsfrihed. Vi fik en dato for retsmødet og knoklede herefter i døgndrift. Hele processen var hård og angstprovokerende, men som i første runde modtog jeg overvældende opbakning fra virkelig mange mennesker rundt omkring i verden. De skrev til mig, ringede til mig og en gruppe kunstnere lavede endda støttetegninger, hvilket virkelig rørte mig. Jeg modtog også uvurderlig støtte fra Heart Museet i Herning, hvis direktør Holger Reenberg, valgte at beskytte og udstille Darfurnica under hele retssagen.

På dagen for retsmødet var retssalen fyldt til randen. Jeg var ekstremt nervøs. Advokaterne havde forklaret mig, at uanset udfaldet ville denne dom komme til at danne præcedens i fremtiden, så det var en vigtig dag for kunsten. Hvis jeg tabte, stod jeg også til at skulle betale 3,6 millioner kroner i bøde. Mit hoved var et stort tankemylder. Vi skulle starte og havde kun 45 minutter til at forklare, hvorfor man skal have lov til at referere til genkendelige objekter fra samfundet i kunst, og hvorfor det overhovedet er vigtigt med fri kunst og en fri debat. Louis Vuitton havde lige så lang tid til at forklare, at det har taget dem 150 år at opbygge et stærkt brand, og de føler sig nødsaget til at slå hårdt ned på enhver form for kopivirksomhed for selv at overleve. Dommeren spurgte deres advokat direkte, om han virkelig havde truet mig sådan ved mødet i Paris? – Nej, svarede han. – Det er noget, hun har fundet på.

Vi skulle vente i 14 dage på at få dommen, og det var den længste tid i mit liv. Endelig oprandt dagen, og min ene advokat, Christien, ringede til mig og skreg bare i telefonen: – Du vandt! Du vandt! Kunsten har vundet! Og jeg faldt grædende om på gulvet. Efter tre års kamp med Louis Vuitton var det overstået.

Tre måneder senere stod jeg på scenen på Heart Museet i Herning. For at afrunde udstillingen af Darfurnica, skulle jeg holde foredrag om mit værk og min retssag. Da jeg skulle genfortælle hele forløbet for publikum, føltes det nærmest uvirkeligt, at jeg virkelig havde oplevet alt dette. Men jeg mærkede så meget varme fra salen, og det var fantastisk og rørende at kunne fejre sejren på denne måde. I ugerne op til arrangementet havde jeg dog fået mere og mere ondt i maven. I løbet af arbejdet med Darfurnica havde jeg fået oparbejdet en stor gæld, fordi jeg havde lånt pengene til lærredet, malingen, atelieret, transporten og ikke haft mulighed for at arbejde pga. retssagen. Nu var det tid til at betale alle tilbage, men efter alt hvad der var sket, var det blevet endnu mere vigtigt for mig, at Darfurnica endte det rigtige sted. Jeg havde fået et tilbud fra et stort firma, som ville købe maleriet til deres hovedkontor, men det føltes helt forkert. Mine forældre havde dog gjort det klart for mig, at jeg var nødt til at sige ja. – Så længe du har gæld, kan du ikke være kræsen med køberen, sagde de.

Jeg fik et kæmpe bifald fra salen på Heart museet, og jeg havde stadig tårer i øjnene, da jeg gik ned fra scenen. To mænd fra publikum kom hen til mig med det samme. Den ene præsenterede sig som rektor på Herning Gymnasium, og den anden var en af hans billedkunstlærere. Jeg har et forslag til dig, sagde rektoren. – Vi vil gerne købe Darfurnica til Herning Gymnasium og bruge det i undervisningen. Og det bliver jo ikke kun vores nuværende elever, men alle vores elever i fremtiden som får muligheden for at arbejde med dit værk, debattere det og reflektere over det. Hvis Darfurnica ender hos os, så vil det leve videre for altid. Hvad synes du om den idé?, spurgte han. Og så fik jeg tårer i øjnene igen.

Købet af Darfurnica markerede starten på et forrygende samarbejde mellem Herning Gymnasium og mig. Ikke nok med at værket skulle bruges i undervisningen, HGs rektor Søren Brøndum havde også besluttet, at eleverne ikke længere skulle deltage i Operation Dagsværk men i stedet samarbejde med mig og min forening, Simple Living Komitéen.
Vi aftalte, at jeg hvert år skulle komme og holde foredrag for de nye 1.g’ere, og fra det allerførste foredrag hang Darfurnica så fint i festsalen og dannede en kulisse for min fortælling, da jeg skulle introducere eleverne for min historie og mine projekter.

Opmærksomheden omkring min retssag havde åbnet mange døre for mit foreningsarbejde. Mange mennesker havde sagt ja til at hjælpe, og mange frivillige knoklede sammen med mig. Ved at løfte i flok lykkedes det os at indsamle og sende containere med dansk hospitalsudstyr til lande som Sudan, Syrien, Yemen og Uganda.

Men Søren Brøndum og jeg var enige om, at det var helt oplagt at koble gymnasiets elever på et andet projekt. Jeg havde et par år tidligere startet et samarbejde med børnehjemmet Hananasif Orphanage Center (HOCET) i Tanzania. HOCET blev grundlagt i 2002 af Hezekia Mwalugaja og hans kone, som begge tror fuldt og fast på, at Tanzanias fremtid afhænger af at give så mange børn og unge som muligt en stærk uddannelse. Stedet startede som en dagsinstitution med plads til tolv forældreløse børn. Snart var de tolv børn blevet til 30, da de første børn begyndte at bede om plads til deres ligeledes forældreløse venner, fætre og kusiner. HOCETs bestyrelse besluttede at oprette deres egen skole, så de kunne udvide undervisningen til både at omfatte deres egne elever samt flere børn fra Tanzania. I 2006 besluttede de at købe et stykke land ved Shungubweni lige i udkanten af Dar es Salaam. Byggeriet startede samme år og HOCETs børnehjem/skole åbnede i marts 2007.

Simple Living Komiteens samarbejde med HOCET startede i 2009, da vi sendte en container med donerede, danske skolemøbler til Tanzania og hermed møblerede børnehjemmet. Før donationen var der næsten ingen møbler, og det meste af undervisningen foregik på gulvet. Forsendelsen indeholdt også skoletasker til alle børnene, legetøj og to store kopimaskiner, som både gjorde lærernes arbejde en hel del nemmere samt muliggjorde det at åbne en lille kopibutik, så børnehjemmet selv kunne tjene ekstra penge til driften.

Samarbejdet med Herning Gymnasium skulle give eleverne mulighed for at engagere sig i et projekt, hvor de fik en mere personlig oplevelse end blot at samle penge ind til en større organisation, og de ville samtidig kunne få direkte feedback fra modtagerne af deres støtte. Ved at udvikle deres egne idéer, initiativer og indsamlinger kunne de være med til at hjælpe HOCETs elever.

*****

I 2023 kan vi fejre 12-års jubilæum for vores samarbejde, og takket være Herning Gymnasiums elever er vi kommet i mål med så mange flotte projekter. Der er blandt andet blevet sendt skolemøbler, fodboldudstyr, bøger, symaskiner og legetøj afsted til børnehjemmet. HG har også doneret indsamlede midler til mad, en truck, lærerlønninger og medicin. Tre grupper elever har været afsted som frivillige på børnehjemmet, og alle disse forskellige initiativer har været en kæmpe støtte til HOCET. Darfurnicagruppen er i den grad med til at gøre en forskel.

Mens jeg boede i Holland, oplevede jeg den sorteste periode i mit liv. Det pressede mig til at gøre mig nogle seriøse overvejelser omkring, hvad jeg vil med mit liv, og hvordan jeg kan skabe mening. Denne mening har jeg blandt andet fundet i mit foreningsarbejde, og især gennem samarbejdet med Herning Gymnasium. De dedikerede elever, som gennem årene har arbejdet i Darfurnicagruppen har fungeret som en slags ambassadører for at give nogle af verdens mest udsatte børn en uddannelse, og det gør mig både stolt og taknemmelig. Og gymnasiets ansatte føles efter alle disse år som familie, der har en særlig plads i mit hjerte.
Søren Brøndum så virkelig rigtigt, da han fik ideen til vores makkerskab, og til min store glæde har den nye rektor, Momme Mailund, fortsat samarbejdet i helt samme ånd. Herning Gymnasium har positioneret sig som et gymnasium, der prioriterer både kunst og humanitært arbejde og giver hermed disse værdier videre til deres elever. Det er bestemt noget at være stolt af.

Stort tillykke med jubilæet og kærlig hilsen

Nadia Plesner