Min drivkraft er glæden ved at lære nyt

v. 25-års jubilar Benedikte Schinkel Stamp
Student 1998 klasse 3.y

Jeg har altid elsket at lære nyt, og det sammen med en kæmpe ja-hat og en ukuelig fastholdelse af aldrig at holde op med at lege, har givet mig en masse fantastiske oplevelser de sidste 25 år, siden jeg blev student på Herning Gymnasium (25 år?!?)

Det er nok også glæden ved at lære, som har gjort at jeg gennem hele livet konstant har kastet mig over nye ting, så jeg kunne mærke, at jeg udviklede mig.

Det var måske ikke så nemt at se, at læring var mig, da jeg gik på gymnasiet, hvor jeg ikke altid fik lavet mine lektier, fordi det sociale fyldte mere. Men jeg husker mest af alt årene på gymnasiet som en helt fantastisk tid, hvor man mødte en masse dejlige mennesker, og blev udfordret fagligt. Og når det var eksamenstid, nød jeg at få lov til at dykke helt ned i de forskellige emner, og få lov at nørde løs og få de forskellige fag helt ind under huden.

Efter gymnasiet havde jeg et år som au pair i Californien. Det var en sund måde lige at lære sig selv at kende lidt udefra. Tilbage i Danmark arbejdede jeg et år som pædagogmedhjælper på Børneskolen Bifrost og tjener på restaurant Bone’s, indtil jeg blev jeg optaget på Arkitektskolen i Århus.

De første år på skolen var spændende, men jeg fandt hurtigt ud af, at arkitekt skulle jeg ikke være. Det var derimod designretningen der trak, og jeg endte med at specialisere mig som Industriel Designer. Det var særligt det med, at skulle sætte sig ind i, hvordan mennesker opfatter og forstår forskellige designs, som fangede mig.

Efter endt uddannelse, havde jeg nogle måneder i København, hvorefter jeg søgte ind hos LEGO-koncernen. Jeg tog til optagelses-workshop, og endte med at få jobbet som Junior Designer i udviklingsafdelingen.

Det var tilbage i 2006, og her arbejder jeg stadig. Det har aldrig været kedeligt, for der er hele tiden mulighed for at udvikle sig, og nu her 17 år senere er jeg Senior Design manager og arbejder med mit team på at udvikle produkter i samarbejde med forskellige IP partnere.

Arbejdet på LEGO har udover masser af hårdt arbejde også medført spændende rejser og oplevelser og mødet med mange forskellige kulturer og dejlige personligheder på en international arbejdsplads.

I alle årene – både før og efter Gymnasietiden – har jeg altid været meget aktiv. Det er min ventil og noget der giver mig masser af god energi, når jeg får lov at bruge min krop.

Jeg har altid løbet meget, men har også afprøvet alt fra dans til boksning. Det sidste har jeg trænet både i Herning og  Århus og nu også Vejle, hvor jeg bor. Det er en super hård træningsform, men der er altid god stemning og det giver den vildeste energi.

Det var faktisk også via mit boksehold, at jeg blev introduceret til mit første OCR-løb (forhindringsløb), som nu er min store passion. Det var i 2018, og jeg kunne ikke klare særlig mange forhindringer, men vi hjalp hinanden igennem som hold og havde en fest undervejs. Året efter var vi afsted igen, og denne gang havde jeg øvet mig, så jeg kunne klare lidt flere forhindringer, og det gjorde det bare endnu sjovere at være med, og jeg kunne mærke, at denne her sport var perfekt for mig.

Der er flere elementer, der skal trænes. Der er styrke, ninja og selvfølgelig masser af løb, og det gør, at det aldrig bliver kedeligt at træne. Du udvikler dig hele tiden. Hvert løb er en lille kamp med dig selv for at komme igennem alle forhindringer (misser du bare én er du ude af konkurrencen), så viljestyrke er også en vigtig del. Der er heldigvis ingen point for at gøre det elegant – bare du kommer igennem.

Siden er det gået stærkt. Jeg endte med at blive kvalificeret til både EM og VM sidste år, og fik endda sølv til VM på den lange distance (15+ KM, 50 forhindringer) i min aldersgruppe.

I år er jeg blevet optaget på vores nye danske landshold, og skal udover den lange distance løbe 100 meter ninja (Master), som er 100 meter kun med forhindringer i én lang bane på tid.

Det kræver en stor del disciplin, når man har et job man er glad for, og derudover skal få træningen til at gå op med hjemmelivet med to dejlige krudtugler, Storm og Naya på 7 og 11 år.

Men så længe man laver de ting, der gør én glad, giver det masser af energi.

Søg efter en side